|
|
Carina August 2011
Kære Mette
Så kom vores lille pige endelig ud til os. Jeg har deltaget i dit fødselsforberedelseskursus, plus at min kæreste og jeg har været til en workshop dag. Begge dele for at føle os så godt forberedte som overhovedet muligt på at modtage vores første barn.
Jeg havde gjort mig utrolig mange tanker og bekymringer, men følte mig efter timerne sammen med dig så godt forberedt at jeg slet ikke var nervøs over for det at føde. Det at min kæreste havde været med og nu vidste alt hvad jeg vidste gjorde mig også helt rolig og jeg følte mig helt tryg ved at vide at jeg, som det kontrolmenneske jeg normalt er, ikke ville kunne styrer lige præcis dette! Men alle de forberedelser, véstillingsøvelser, massageøvelser osv. osv. fik vi slet ikke gjort brug af, vores lille pige valgte at komme springene ud på kun 3 timer fra den første vé; kl. 2 om natten startede véerne med ca. 7 min. mellemrum, kl. 3 gik vandet, og så var der pludselig kun 4 min. imellem, og et kvarters tid senere var der kun 2 min. imellem, og så var det af sted i en taxa til hospitalet hvor jeg røg direkte på fødestuen, og 42 min senere var hun i mine arme. Så det eneste jeg fik brug for var de meeeget dybe vejrtrækninger. Hvilket jeg var rigtig glad for, for havde besluttet at jeg ikke ville have nogen form for smertelindring, så det passede ganske udemærket.
Men det at have følt os forberedte, så godt vi nu kunne, på hvad der kom, gjorde at vi op til fødslen var helt rolige, og det er vi simpelthen så glade for. Vi har kunne slappe af og bare glæde os til at møde det lille nye menneske!!
Tusind tak for nogle rigtig gode forløb...
Kærlige hilsner
Jonas, Carina og lille Andrea |
Christian og Helle August 2011
Hej Mette
Så fik jeg endelig en rolig stund til lige at berette om vores fødsel af vores lille datter. Jeg har jo deltaget på dit yogahold om torsdagen og Christian og jeg har gået til fødselsforberedelse hver torsdag i juli måned.
Jeg vågnede om natten mandag den 15/8 kl. 02.30 ved at jeg havde ondt i maven. Kunne ikke helt finde ud af om jeg havde veer eller om det måske var en omgang diarre. Men på toilettet med mig - fik stadig smerter i maven mens jeg var på toilettet så jeg var næste klar over at det så småt var fødslen der var gået i gang. De næste 1½ times tid rendte jeg jævnligt på toilettet, kroppens egen måde at tømme sig selv! Veerne tog lidt til i styrke i løbet af denne tid. Fra kl. 4.00 til 5.00 tog veerne virkelig til i styrke og kom sjovt nok altid 2 af gangen.. Først en ve der var nogenlunde til at klare og så efter få sekunder en endnu kraftigere en som jeg virkelig skulle koncentrere mig om. Begge veer brugte jeg vejrtrækningen meget effektivt og kunne godt mærke de få gange hvor jeg glemte at trække vejret ordenligt.
Kl. 5.00 vækkede jeg Christian for der var veerne så kraftige at jeg trak mig fuldstændig ind i mig selv og havde meget svært ved at snakke med ham. Vi kontaktede fødegangen med hende jeg snakkede med var lidt i tvivl om jeg var i aktiv fødsel netop pga de lidt anderledes veer, så vi aftalte at vi skulle snakkes ved hvis veerne blev kraftigere eller vandet gik. Christian sendte mig i bad mens han lige fik styr på de sidste løse ender - såsom hans mad!! Ellers var alt andet pakket og stod klar. Da jeg kom ud fra badet kunne Christian godt se at jeg bestemt var i den aktive del af fødslen, mine veer kom med 3-4 minutters mellemrum og stadig 2 af gangen, så han ringede til fødegangen og sagde at vi ville køre indenfor en times tid. Jeg var vist lidt svær at få i tøjet pga.. veerne, men det lykkedes os og Christian var hele tiden en kæmpe støtte med varme hænder på lænden og gode råd til vejrtrækningen.
Da vi nåede Rigshospitalet gik vandet og vi skyndte os op på fødegangen hvor vi kort tid efter blev mødt af en jordemoder. En forholdsvis ung jordemoder, men en som det viste sig at vi var fuldstændig på bølgelængde med - fantastisk oplevelse. Da vi kom ind på fødestuen gik hun meget hurtigt i gang med at undersøge mig, for hun kunne se at mine veer var meget kraftige. Det viste sig at fostervandet var grønt og jeg var allerede 3 cm åben, så jeg var bestemt i aktiv fødsel og der blev sat ekstra overvågning på den lille, men den havde det fint derinde. Mine veer var temmelig kraftige og på daværende tidspunkt var jeg klar til at sælge min sjæl til djævlen for at få noget smertestillende, men både jordemoder og Christian var helt klare på at vi skulle starte blødt ud, så jeg fik en maske med ilt i. Den smagte mig åbenbart ikke lige første gang, men hurtigt fik jeg vendt det til at fokusere på masken og min vejrtrækning fremfor veerne. Da veerne blev kraftigere blev d er tilføjet lidt lattergas i masken, som virkelig var gavnligt for mig, uden at jeg mistede fokus og orienteringsevnen! Også selvom jeg på et tidspunkt efter fødslen fik sagt at jeg klarede mig fint med ilt og lightergas!!
Omkring kl. 9.30/10.00 var jeg 7 cm åben og både Christian og jordemoderen havde allerede snakket om at det her kom til at gå stærkt. Jeg lå det meste af tiden på siden, mest venstre side, men kom op på knæ med maven mod hovedgærdet af sengen på et tidspunkt.. Det var faktisk jordemoder der foreslog dette. Efter 4-5 veer i denne stilling fik jeg pressetrang og da det var en anelse for tidligt kom jeg om på siden igen. Jeg følte desværre ikke at jeg havde kræfter til at stå op pga veerne.
Da jordemoder kunne fornemme at den lille lige manglede det sidste i sin rotation kom jeg op på knæ igen og måtte godt presse lidt med hvis trangen kom. Efter få veer var jeg helt klar til at gå over i pressefasen og kom om på siden igen. Efter 5 minutters pressefase og 3 presseveer kom lille Sophia til verden. Det lykkedes mig at gispe hele vejen gennem selve fødslen af hende, så jeg fik kun en enkelt overfladisk bristning, som blev syet med få sting. Sophia vejede 2702 gram og målte 48 cm - en lille fin pige. Christian klippede navlesnoren efter lidt tid og vi aftalte med jordemoder at jeg kun skulle have indsprøjtning for at stoppe blødning hvis det blev absolut nødvendigt. Det viste sig at hun personligt ikke er tilhænger af den indsprøjtning man giver til moderen og hun havde heller ikke fået den under sine 2 fødsler.
Christian var en kæmpe støtte under det hele og var hele tiden klar med varme hænder på lænden, kold klud på panden, læbepomade på læberne og en hånd at klemme i. Han roste mig, så jeg hele tiden havde gejst til at kæmpe videre og så havde han og jordemoder et fantastisk samarbejde som gjorde at jeg ikke skulle tage stilling til noget som helst. Når man ser bort fra de smerter som veerne skaber, så var fødslen alt i alt en fantastisk oplevelse. Jeg fik enormt meget ros af jordemoder fordi jeg arbejdede så godt sammen med min krop og lyttede til den og også fordi vi var så forberedte, både med den pakkede taske men også hvad vi skulle igennem og hvad vi ville og helst ikke ville med fødslen. Vi er begge enige om at vi havde en helt fantastisk jordemoder som også var en kæmpe støtte for os begge og gjorde at Christian trygt kunne gå ud nogle gange og lige trække vejret og få lidt luft, for så var hun der fuldt ud for mig. Jeg skældte ikke ud på Christian en eneste ga ng - tværtimod lykkedes det mig at undskylde for det hele!!
Nogle timer efter fødslen og et lille frieri fra Christian :-) blev vi overført til barselshotellet og nød et døgn der.
Vi syntes selv at vi har fundet en god rytme med hende og trives som nybagte forældre.
Vi har virkelig kunnet bruge det vi har lært til fødselsforberedelsen under fødslen og det er jo kun dejligt at vi blev udstyret med så god en værktøjskasse fra jer. Det skal du have tak for.
Håber på at ses til noget efterfødselsyoga.
Mange varme hilsner fra Christian og Helle og lille Sophia |
Anne August 2011
Kære Mette
Hermed som ønsket en fortælling om, hvordan lille smukke Laura kom til
verden- præcis på termin fredag d. 12. august.
Jeg vågnede ved 3-tiden natten til torsdag af noget, der føltes som
kraftige menstruationssmerter. Jeg tænkte ret hurtigt ved mig selv, at
det kunne være veer, men var i tvivl om det måske bare var plukkeveer,
da jeg ikke havde haft nogen endnu, og derfor ikke helt vidste,
hvordan de føltes. Smerterne - eller fornemmelsen - kom tydeligt i
bølger. Jeg holdt øje med uret, der var cirka 20-30 minutter i mellem.
Det blev hurtigt klart for mig, at jeg ikke ville få sovet mere den
nat, så jeg benyttede chancen til at læse min roman færdig og lod
Jeppe sove i fred. Da han vågnede ved 8-tiden fortalte jeg ham, at der
var gang i et eller andet. Vi blev dog enige om at holde fast i vores
aftale om at se en vuggestue kl. 10, heldigvis lige rundt om hjørnet.
Jeg blev lidt svedig og trak vejret dybt, når veerne meldte sig et par
gange under rundvisningen, men ellers gik det fint. Hjemme igen spise
vi frokost og begav os så ud igen til næste vuggestue-visit med nogle
venner kl. 14.30. Her overvejede jeg at springe over, men igen lå
vuggestuen kun 10 minutters gang fra vores lejlighed, så jeg gik med.
Da rundvisningen var slut, løb jeg i forvejen ned ad trappen, da jeg
mærkede en ve på vej. De var nu så kraftige, at jeg ikke havde ikke
lyst til, at andre skulle kigge på mig, mens de stod på. Det var for
privat. Vel hjemme gik Jeppe ned i værkstedet, mens jeg blev oppe i
lejligheden og prøvede at hvile mig. Vi var stadig begge i tvivl, om
det mon bare en langsom optakt, som kunne vise sig at vare flere
dage... Efter et par timer var jeg ikke længere i tvivl, og jeg fik
pludselig stort behov for, at Jeppe kom op og var sammen med mig.
Samtidig fik jeg akut behov for at have orden omkring mig og begyndte
at samle ting op, der lå og flød rundt omkring. Da Jeppe kom op, tog
jeg et varmt bad, mens han lavede mad. Bagefter satte vi os og så
"Skønheden og udyret"; jeg hang på knæ over en sækkestol i sovesofaen
og vrikkede med hofterne, når veerne kom. Efterhånden begyndte de at
kræve mere og mere opmærksomhed, og jeg blev mere og mere afhængig af
den dybe vejrtrækning for at kunne holde det ud. Jeppe prøvede sig
frem med nogle af de massageteknikker, vi havde lært, og vi huskede på
tricket med at lave varme omslag ved at lægge våde håndklæder i
mikroovnen. Det hjalp godt. Da filmen var færdig - jeg fik ikke
slutningen med - foreslog Jeppe, at vi lagde os i seng og så tiden an.
Klokken var nu omkring 22. Jeg nåede imidlertid dårligt at ligge ned,
før veerne virkelig tog til, og Jeppe måtte vie sin fulde opmærksomhed
til at hjælpe mig igennem dem. Vi satte brasiliansk musik på, og jeg
skiftevis hang over sækkestolen og vrikkede til musikken, mens Jeppe
masserede og hyppigt skiftede de varme omslag, som han akkurat kunne
nå at varme i pauserne mellem veerne. Åndedrættet var mit faste
holdepunkt i stormen, og Jeppe pustede med det bedste han havde lært
og holdt mig fast, når koncentrationen var ved at svigte. Jeg "pustede
lagkagelys", selvom det nok nærmere lød som om, jeg prøvede at slukke
en skovbrand :-) Ved 23-tiden begyndte Jeppe at tage tid på veerne; de
kom regelmæssigt med fire et halvt minut i mellem. I løbet af en time
var der kun tre et halv minut i mellem. Omkring midnat ringede vi til
fødegangen, hvor jordemoderen sagde, at vi var velkomne, men at vi
også kunne give det lidt mere tid derhjemme, hvis vi havde mod på det.
Det valgte vi, da vi begge ønskede så kort tid som muligt på
hospitalet, og ikke ville risikere at skulle frem og tilbage, hvis det
viste sig, at jeg ikke var klar. Efter en god time begyndte jeg at
føle, at vi ikke længere kunne klare det selv. Massagen og de varme
omslag virkede ikke længere på smerterne; jeg pustede som en blæsebælg
for at klare mig igennem veerne og sagde til Jeppe, at jeg gerne ville
afsted NU - der skulle noget professionel smertelindring til. Vi
ringede efter en taxa og meldte vores ankomst til fødegangen og kørte
gennem et natmørkt og øde København. Vi talte om, at hvis de sendte os
hjem, så måtte vi tage den derfra, men ellers blev der ikke sagt mange
ord. Også Rigshospitalet var mørkt og stille, så jeg kunne have mine
veer i fred på vejen fra hovedindgangen til fødeafdelingen. Præcis kl.
2 blev vi modtaget af en jordemoder, som insisterede på, at jeg skulle
ligge ned for at få kørt en strimmel, hvilket var stærkt ubehageligt.
Hun undersøgte mig indvendigt og kiggede op. "Jeg har gode nyheder",
sagde hun. "Du er helt åben! Har du pressetrang?". Vi var begge kommet
med en forventning om, at der var mange timer igen og kiggede målløse
på hende. "Er jeg klar til at føde?", spurgte jeg himmelfalden. Hun
smilede og sagde, at hun nu gerne lige ville have mig ind på en
fødestue først. Jeg bad om noget smertelindring, og hun foreslog noget
lattergas. Jeppe nævnte karbadet, men det var alt for sent til den
slags. Vejen til fødestuen føltes uendelig lang, men jeg bemærkede til
min store glæde, at lyset derinde var helt dæmpet. Jordemoderen
fortalte senere, at det var en af hendes personlige kæpheste. Oppe på
fødelejet fik jeg masken med lattergas, som hjalp mig igennem de
sidste udvidelsesveer. Jordemoderen ville tage vandet, men det gik i
det samme med et ordentligt plask, og nu kom presseveerne. Jeg havde
svært ved at omstille mig fra udvidelsesveerne til den nye
fornemmelse, svært ved at finde en god stilling, og jeg følte, at jeg
pressede "i blinde"; tilfældigt og formålsløst. De opmuntrende udbrud
fra Jeppe og jordemoderen var helt afgørende for, at jeg blev ved. Det
var ubetinget den hårdeste del af fødslen. Efter hvad der for mig
føltes som et kvarter sagde jordemoderen, at jeg nu næsten havde
presset en time. Hun ville give mig tre-fire forsøg mere, og ellers
måtte vi have et ve-drop på. Jeg gav da alt, hvad jeg havde i mig. Da
barnets hoved pressede mod bækkenet, så det sved og brændte, tænkte
jeg, at "nu kan jeg ikke mere, nu må de tage hende med sugekop eller
give mig kejsersnit, hvis hun ikke kommer, jeg har givet alt hvad jeg
har." I samme øjeblik hørte jeg Jeppe sige, at han kunne se hende, han
kunne se håret, "hun kommer nu!", og så kom hun, først hovedet og så
kroppen i et ordentligt svup, og jeg kiggede ned og så det lille
væsen, grålig og med helt flad næse og masser af hår på hovedet.
Klokken var 3.12 om natten. Efter få sekunder lå hun på min mave. Helt
stille lå vi, hun og jeg, med Jeppe helt tæt ved, og kom langsomt til
os selv, mens jeg blev syet, og hvad der ellers skulle ordnes. Efter
en halv times tid spurgte jordemoderen, om ikke vi ville over og ligge
på dobbeltbriksen alle tre. Da vi alligevel skulle flytte os,
benyttede hun muligheden til at måle og veje vores lille pige. 3100
gram og 51 cm lang. Derefter kom hun tilbage til mig og fandt hurtigt
brystet. Der lå vi tæt sammen alle tre, mens solen stod op over de
grønne træer uden for vinduet, og et nyt liv tog sin begyndelse.
Vi vil gerne sige tak for den gode forberedelse, vi havde fået. Den
uundværlige viden om hormonbalancen og særligt troen på, at de
naturlige ve-smerter er noget, alle kvinder kan håndtere - at det kun
er, hvis man kommer til at modarbejde kroppen, at smerten kan blive
uudholdelig - var en stor hjælp for mig undervejs. Det viste sig jo
simpelthen, at vi, mod forventning og uden at være klar over det,
klarede næsten det hele selv. Det var den bedste fødsel, jeg kunne
have håbet på.
Mange hilsener,
Anne
|
Maria Oktober 2011
Hej Mette
Først vil jeg sige tak for masser af gode råd til graviditets yoga og et fantastisk kursus i fødselsforberedelse, ved at min mand sætter stor pris på at det hele blev gennemgået fra ende til anden og så alle ku forstå det.
Du fik ret da du til sidste yoga time den 4 sagde at der går max 14 dage. Mit vand gik som på film den 13 kl 23.30. Jeg ringer til fødegangen for at vide hvordan jeg skal forholde mig. De spør til veer og der er ikke sket noget endnu. Rådet er hyg dig, spis noget og tá et varmt bad. Ring når der begynder at ske noget ellers ses vi i morgen hvor du bliver sat igang.
Jeg ringer til min mand som kommer hjem med det samme. Vi har jo lige pludselig lidt travlt var først sat til den 24. Jeg får lidt at spise og vi deler en øl. Tar et dejligt langt bad og går i seng.
10 min efter starter det. Lange intense veer men også med en pause på ca 6 min. Så vi holder ud. Ud på natten ca kl 6 begynder det at være rigtig slemt og jeg kan ikke holdeud at være andre steder end under bruseren eller på toilettet. De siger at vi skal holde ud lidt endnu da pauserne stadig er på 6 min. Men veerne er nu på over 1 min.
Kl 8 tar vi en taxa hvor chufføren blir helt hvid da han ser mig. Køre for fuld musik mod Hvidovre og bærer mig nærmest ud igen.
Da de tjekker mig ved ankomst er jeg 6 cm åben og bliver kørt direkte på fødegangen. Jeg får lattergas og er lykkelig for det det var en virkelig fed måde at trække vejret igennem veen på. Kl 11 starter presseveerne. Der får jeg ilt igen rigtig fed oplevelse. Kl 11.49 kommer verdens smukkeste lille mand til verden. Mig der var bange for han var grim!? Den vildeste oplevelse ever. 3270 g 51 cm. Og kun en lille flænge på 1 cm tak for gispe øvelserne!!!
Glæder mig til efter fødsels hold
Og 1000 tak for at det du har givet mig med!
Kærlig hilsen
Maria
Ane Juli 2011
Kære Mette
Vi deltog i dit hold for fødselsforberedelse for par i søndags. Vi var lidt spændte, da jeg skulle have sat fødslen i gang mandag morgen. Scanninger på Hvidovre havde vist, at vores lille pige ikke var helt så stor, som "normalt" og man ville derfor sætte fødslen i gang nogle dage før termin, så hun ikke tabte sig.
Du spurgte om jeg ville sende en e-mail med en opdatering af, hvordan det gik. Og det vil jeg helt sikkert - det gik nemlig rigtig godt.
Jeg fik to stikpiller i løbet af mandagen og blev sendt hjem midt på eftermiddagen. Ud på aftenen fik jeg begyndende veer - de føltes egentlig mest som en slags lidt stærkere plukveer. Jeg brugte dit trick med at bevæge underlivet og pludselig gik vandet. Vi ringede til hospitalet og aftalte at komme ind og få kørt en strimmel for at sikre, at den lille stadig havde det godt under de ændrede omgivelser. Det havde hun heldigvis.
Mens jeg fik kørt strimlen tog veerne mere og mere til. Og her var vejrtrækningen virkelig et uvurderligt redskab! På strimlen kunne det ses, at jeg havde meget hyppige veer og de ville derfor ikke sende os hjem igen. Så vi blev på hospitalet, hvor vi fik et undersøgelsesrum for os selv, med dæmpet belysning og ro. Her tog veerne virkelig til - måske bl.a. fordi det føltes trygt at være på sygehuset i et roligt rum med min mand lige ved siden af. Jeg vidste jo, at han havde overblikket og var helt inde i, hvad der skulle ske. Jeg husker, at jeg foruden vejrtrækningen også brugte dit trick med at tænke på hver ve som en bølge, som man bedst kommer igennem ved at slappe af og følge med. En time senere kom to jordmødre og undersøgte mig. De var lidt overraskede over at se at jeg på det tidspunkt allerede var 10 cm åben og havde pressetrang på toppen af veerne.
Så gik det stærkt med at finde en fødestue, men det var åbenbart ikke helt den vej det skulle gå, for så snart vi kom ind på fødestuen gik det hele lidt i stå. Veerne klingede af og var kortere med længere interval. Set i bakspejlet var det nok ikke så underligt. Jeg havde bevæget mig fra et lille roligt og mørkt rum til en stor, oplyst og kold fødestue, hvor jordmødrene havde travlt med at arrangere og gøre klar. De forsøgte at øge veerne ved hjælp af akupunktur, men det virkede ikke på den tid, de havde til rådighed og derfor endte jeg med et ve-drop. Jeg sagde selv ok til ve-droppet, selvom det bestemt ikke var, hvad jeg havde ønsket. På den anden side var jeg mentalt klar til at få fødslen overstået og lidt nervøs for om hende den lille inde i maven pludselig skulle få det mindre godt, hvilket ville betyde meget større indgreb end ve-drop. Droppet gjorde at jeg kunne bruge presseveerne og kl. 2 fødte jeg en sund og rask pige. Det var helt fantastisk!
Selvom jeg fik ve-drop var hele fødslen en rigtig god oplevelse. Og jeg ved, at meget af den gode oplevelse skyldtes de timer med fødselsforberedelse hos dig. Det var virkelig rart, at både min mand og jeg var helt inde i de forskellige faser, udfordringer m.v., som man kan komme ud for under en fødsel. Vi var helt parate til det og vi havde taget stilling til de udfordringer, vi kunne blive stillet overfor. Det var også en rigtig god hjælp, at vi var blevet tvunget til at fortælle hinanden om vores største ønsker og værste frygt ved fødslen. Det betød, at vi arbejdede sammen under det hele og at jeg havde tillid til at min mand (med min ønskeseddel i hånden) sørgede for at mine ønsker og frygt blev formidlet til jordmødrene.
Mange tak for god undervisning!
Mange hilsner
Ane
Marie Oktober 2011
Fødselsberetning
Jeg fik de veer ved 3-tiden om natten til den 12. juli, 4 dage efter termin. Det var ikke kraftige smerter, men jeg kunne helt klart fornemme, at det var en anden kraft end de plukkeveer, jeg havde haft de sidste par nætter, hvor jeg hver gang havde nået at tænke, om det nu var fødslen, der var i gang. Jeg blev liggende i sengen en halv times tid, før jeg vækkede min kæreste og fortalte ham, at jeg nok havde veer. Vi talte lidt om, om vi allerede skulle ringe efter min mor, som skulle passe vores søn. Imens tog veerne til, og jeg bad ham om lige at tage tid på, hvor tit og hvor længe de varede. Der var kun 3-5 minutter imellem, og de varede ca. et minut. De gjorde ikke vildt ondt, men nok til at jeg måtte trække vejret dybt, mens veerne var der. Jeg fik fart på og ringede til min mor, som ville tage af sted med det samme, og også til hospitalet, hvor jordemoderen sagde, at jeg bare kunne komme ind. Yes – det bliver en hurtigt fødsel, hun er nok ude i løbet af formiddagen, tænkte jeg. Min jordemoder havde også forberedt mig på, at fødslen nok ville gå hurtigere denne gang, når det vi mit andet barn. Men sådan skulle det ikke gå.
Da min mor ankom, begyndte veerne at aftage igen, og vi talte om, at det måske havde været falsk alarm. Jeg fik en ve en gang imellem, men det var helt uregelmæssigt, og styrken svingede også meget. Da min søn vågnede, spiste vi morgenmad alle sammen, og min mor fulgte ham i vuggestue. Min kæreste og jeg forberedte os på, at fødslen nok ikke var lige op over alligevel – men det var også meget rart at have lidt tid til at indstille sig på, at vores datter snart ville komme ud til os. Solen skinnede, og jeg tænkte, at det var en utrolig smuk dag at komme til verden på.
Klokken 9 ringede jeg til hospitalet igen og beskrev situationen. Jordemoderen sagde, at det lød som et typisk opstartsforløb, og at jeg bare skulle se det an og sørge for at få slappet af, nu jeg havde været vågen siden klokken 3 om natten. Jeg var alt for spændt til at sove, så vi gik rundt i lejligheden og forberedte forskellige ting – vuggen, barnevognen og jeg tog også lige en tur med støvsugeren, mens jeg grinede af mig selv – for det står der altid i bøgerne, at man får lyst til. Når jeg bevægede mig, synes jeg også, det satte lidt mere fut i veerne, og det var jo godt.
Eftersom det så ud til, at vi skulle tilbringe en del tid derhjemme endnu, gik vi i gang med at skabe lidt fødselshyggestemning, med dæmpet lys og jeg tog forskellige puder, blandt andet en stor sækkepude, op i sengen. Fik også revet noget ingefær og kogt det med nogle netop indkøbte baby-vaskeklude. Veerne var stadig ikke meget smertefulde, men dog nok til, at jeg skulle koncentrere mig om verjtrækningen, mens de stod på. Jeg begyndte at tænke på dem som bølger, ligesom du havde foreslået Mette. Dengang du sagde det, lød det lidt hippie, men det passede bare utroligt godt på, hvordan jeg oplevede veerne, fordi de var så forskellige i styrke, ligesom bølger, hvor der tit kommer en stor bølge efterfulgt af flere små… Det hjalp at forestille sig, at jeg bare flød ovenpå helt afslappet, uden at blive væltet omkuld. Tiden gik, jeg brugte nogle af yogastillingerne, især lå jeg i barnets stilling hen over sækkepuden, og var også oppe på alle fire og bevæge hofterne under veerne. Min kæreste lagde de varme ingefærklude hen over min lænd – jeg ved ikke, om de direkte virkede smertestillende, men det var i hvert fald rart også mellem veerne – sådan lidt wellness-omsorgs-agtigt. På et tidspunkt prøvede vi at se en film, men det var lidt svært at koncentrere sig. Under de kraftigste veer, bad jeg min kæreste om at række vejret sammen med mig, så jeg var sikker på, at min udånding blev så lang som overhovedet mulig. Det hjalp, at han var med, så følte jeg mig ikke så alene med veerne. Under min sidste fødsel, masserede min kæreste mig over lænden gennem hele fødslen, det var det eneste, der gjorde veerne til at holde ud, da de blev rigtigt stærke. Men denne gang virkede det ikke rigtigt. Veerne skiftede hele tiden karakter, og jeg kunne ikke rigtigt finde én metode, til at håndtere dem på. Så jeg holdt mig meget til verjtrækningen. Hver jeg kom op at stå, var det som om veerne tog til. Vi prøvede at gå en tur udenfor sent på eftermiddagen. Det var hyggeligt at gå rundt der i det dejlige solskinsvejr, og på den halve time, vi var ude, havde jeg tre eller fire veer, hvor jeg hang om halsen på min kæreste og trak vejret, mens de stod på. Når veerne ikke var der var jeg helt frisk og vi gik og hyggesludrede om alt muligt. Det var også en stor forskel fra min sidste fødsel, hvor jeg nærmest fra starten var i en form for trance, hvor jeg ikke kunne forholde mig til andet en veerne.
Da vi kom hjem spiste vi en kæmpe portion pasta med ragú som min kæreste (som er italiener) havde lavet et par dage i forvejen, så vi havde noget i fryseren, når baby var ankommet. Kom i tanke om, at jeg måske ville kaste det hele op igen, og nåede lige at fortryde, men samtidig følte jeg også, at jeg havde brug for energi, hvis fødslen blev ved med at trække sådan ud.
Jeg besluttede mig for at ringe til hospitalet for at tale med en jordemoder, for med udsigt til en nat mere med veer, havde jeg brug for lige at vende situationen med én.
Da jeg beskrev situationen, mente jordemoderen ikke, at jeg var i aktiv fødsel endnu. Men hun tilbød mig at komme ind og blive undersøgt, så jeg kunne får en fornemmelse af, hvor jeg var i forløbet. Jeg var lidt i tvivl – for jeg havde ikke så meget lyst til turen frem og tilbage, men på den anden side, var det også det rigtige tidspunkt, mens veerne endnu var til at holde ud, og jeg stadig havde energi. Så vi besluttede at tage af sted, men var forberedt på, nok at blive sendt hjem igen.
På hospitalet fik jeg lavet en CTG, hvor jeg bad om at side på en stol i stedet for at ligge på briksen. Jeg havde tre veer, mens de kørte strimlen, så det var til at klare. Jeg blev undersøgt indvendigt og fik at vide, at jeg var 3 cm åben. I det mindste havde veerne givet noget, men jordemoderen mente, at der godt kunne være lang tid igen, eftersom at veerne ikke på noget tidspunkt havde være regelmæssige, og at de stadig svingede meget i styrke. Så vi kunne ikke få en fødestue, men hun tilbød os at se det lidt an i undersøgelsesrummet eller gå en tur i parken, hvis vi ikke havde lyst til at tage hjem. Efter den indvendige undersøgelse var veerne taget til og kom lige pludselig med korte mellemrum, så jeg var usikker på, om det var det rigtige at tage hjem – men jordemoderen holdt fast i, at det nok var det bedste.
Da vi kom ned foran hospitalet havde jeg kraftige veer og de kom med 3-4 minutter imellem, så jeg havde ikke så meget lyst til at komme ind i bilen igen. Min kæreste hentede et tæppe, vi havde liggende i bilen, og vi satte os på en bænk i parken og kiggede på en meget smuk sol, der gik ned bag Rigshospitalet. Men da solen var gået ned, var det pludselig hundekoldt, og vi havde ikke taget nok tøj med, så vi besluttede at køre hjem igen – turen tog trods alt kun 5 minutter. Da jeg kom hjem i stuen, vidste jeg, at det havde været det rigtige at gøre. Nu ville vi prøve at få sovet lidt, indtil fødslen gik ’rigtigt’ i gang. Veerne blev igen færre, men de var ret kraftige. Vi gik i seng og slukkede lyset. Når jeg mærkede en ve på vej, bad jeg min kæreste om at trække vejret sammen med mig, men ellers var der ikke nogen, der sagde noget. Jeg ved ikke, om det lykkedes mig at sove lidt mellem veerne, men den del af fødselsforløbet var helt klart det værste. Jeg begyndte at miste modet med udsigt til en hel nat med veer og en fødsel forude, som jeg måske ikke ville have energi til. Jeg følte mig ret alene i mørket og begyndte at tænke på, at det nok ville ende med, at jeg måtte have et ve-drop (som ellers var én af de ting, jeg allerhelst ville slippe for – og som jeg havde brugt meget energi på at overtale jordemoderen til ikke at give mig under min første fødsel). Jeg tænkte på, at hvis jeg skulle have droppet, ville jeg også have en epiduralblokade, for jeg havde hørt så mange skrækhistorier om ve-drop, og hvor uudholdelige smerterne blev, når det ikke var ’naturlige’ veer. Samtidig håbede jeg bare, at veerne ville blive regelmæssige. Jeg forsøgte at følge dit råd Mette, om at smile når veerne kom. Der var jo ikke nogen, der kunne så mig i mørket og hvor fjollet det måske så ud – men det hjalp faktisk en hel del. Jeg ville jo virkelig gerne have de veer nu, så det var ikke så unaturligt, og jeg kunne virkelig mærke at det hjalp mig til at slappe af og forblive så positiv som muligt. På et tidspunkt skulle jeg tisse, og da jeg kom op at stå, kunne jeg mærke, at der kom en anden kraft bag veerne. Så jeg tænkte at det måtte være slut med at ligge og dovne, nu måtte jeg arbejde lidt for sagen. Klokken var blevet to om natten – jeg troede slet ikke, at jeg havde ligget der så lang tid. Under min første fødsel kunne jeg slet ikke ligge ned, der følte jeg hele tiden, at jeg skulle arbejde med veerne og være aktiv. Men denne gang var det mere som en lang ventetid, hvor min krop skulle i gang. Jeg fik min kæreste ud af sengen også, og det hjalp gevaldigt på humøret at få tændt lidt lys og stå op. Jeg blev mere frisk og følte ikke, at energien var ved at være brugt op endnu, selvom jeg havde haft veer i næsten 24 timer. Mens jeg gik rundt i lejligheden, begyndte veerne at komme hurtigere efter hinanden igen, men de var stadig ikke reglmæssige og stadig med forskellig styrke. Men de mange timer med veer måtte nu have kvalificeret mig til en fødestue, mente jeg. Jordemoderen havde også sagt, at vi kunne komme tilbage, så snart vi følte for det. Jeg tog både min store ammepude og sækkepuden med ned i bilen, så jeg kunne stable mig op på bagsædet. Men jeg tror nu ikke, at jeg nåede at få en ve på turen. Til gengæld kom veerne som perler på en snor på turen fra parkeringspladsen op til fødegangen. Men vi ventede på fødegangen, var det nogle gange som om, at veen ikke slap mig helt, før den næste kom..andre gange var det som om, det var gået helt i stå igen.
Efter noget tid kom en jordemoder og tog imod os. Det var kærlighed ved første blik, hun var så sød, og jeg følte mig straks i helt trygge hænder. Hun undersøgte mig, og til min store overaskelse, var jeg 8 cm åben! Så havde jeg jo været i aktiv fødsel, mens jeg lå der og vetede på, at fødslen skulle ’gå i gang’. Mens jeg fik kørt en strimmel forklarede jeg forløbet, og hun spurgte, om der var noget særligt, jeg tænkte på om fødslen. Jeg fortalte, at var nervøs for at det ville blive nødvendigt med ve-drop, og at jeg meget gerne ville undgå det, også selvom fødslen skulle gå lidt i stå (som det var sket under min første fødsel lige inden pressefasen). Det var så rart, at få sat ord på min bekymring, og jordemoderen forsikrede mig om, at det ikke på nogen måde så ud til at blive nødvendigt – der var god fremgang. Åh, det ville jeg gerne have vidst, da jeg lå derhjemme i mørket. Jordemoderen spurgte, hvad jeg forestillede mig med hensyn til smertelindring. Jeg fortalte, at jeg som udgangspunkt ikke ønskede nogen form for medicinsk smertelindring (det havde jeg også fået min egen jordemoder til at skrive i min journal, sådan at jeg selv skulle bede om det, hvis det blev nødvendigt.) Så foreslog hun mig at komme i et badekar, og det var lige, hvad jeg havde håbet på at komme.
Fra da jeg kom ned i det kar, var jeg i himlen. Veerne føltes ikke længere smertefulde, nogle gange var de næsten behagelige. Det var helt vildt. Jeg blev bare ved med at sige, at jeg havde det fantastisk. Jeg var stadig helt ved mine fulde fem, og mellem veerne sludrede vi lidt om, hvordan jeg og min kæreste havde mødt hinanden, vores store søn og at lillesøster skulle hedde Lara…Jeg skulle stadig trække vejret koncentreret under veerne for at smerten ikke skulle komme tilbage, men det var fantastisk så afslappende, det vand var. Jeg sad på knæene og holdt om kanten og bevægede hofterne under veerne, og det var her de der lyde også kom på banen. Men jeg følte mig bare helt fri til at sige, hvad det skulle være. Så det har nok lydt lidt porno til tider.. Jordemoderen sad nede i ’fodenden’ af karret og nogle gange satte hun ord på, hvordan jeg havde det – hun kunne høre på lyden om veen var kraftig, eller da jeg begyndte at få pressetrang. Det var virkelig rart, at hun forstod, hvad der skete, uden at jeg behøvede at forklare noget. På et tidspunkt undersøgte hun mig, da jeg spurgte om det var ok, at jeg gav lidt efter for pressetrangen. Jeg var 9,5 cm åben, sagde hun, så hun synes ikke, jeg skulle presse endnu. Så jeg begyndte at puste lagkagelys ud under veerne. Det føltes helt vildt godt, for jeg havde faktisk slet ikke lyst til at presse, det virkede alt for voldsomt, når jeg nu var så afslappet. Jeg sagde, at jeg synes det var lidt svært at koncentrere sig om at åbne og lukke på en gang, men jordemoderen sagde, at jeg bare skulle koncentrere mig om at åbne – så skete der ikke noget, hvis jeg kom til at presse lidt.
Den eneste ulempe ved at have det så godt var, at jeg havde næsten ikke havde lyst til at komme videre til pressefasen, som jeg vidste ville kræve en del mere af mig end at ligge der og boble.
Det var ret romantisk. Min kæreste hældte varmt vand på mine skuldre og ryg, der var over vandoverfladen, og mens jordemoderen var ude at ordne noget, så han også sit snit til at kysse – det havde jeg jo instrueret i skulle være så godt ;-) Alt i alt var det superdejligt.
Fostervandet var endnu ikke gået, og jordemoderen tilbød mig at prikke hul på det, så jeg kunne komme i gang med at føde. Men jeg ville gerne vente lidt – det var lidt svært at omstille sig psykisk til at skulle på hårdt arbejde. Det var nok overgangsfasen, for jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne klare den sidste kraftanstrengelse, men det forsikrede jordemoderen mig om, at jeg sagtens kunne. Til sidst tog hun beslutningen for mig, om at det var tid til at prikke hul på hinderne – men inden skulle hun lige lytte til barnet, som jo altså skulle fødes i karret.
Men hun kunne ikke fange hjertelyden og beordrede mig hurtigt ud af vandet. Jeg blev så forskrækket!! Da jeg kom op af vandet, var min krop helt blokeret, og jeg ved ikke, hvordan jeg kom hen på briksen. Her fandt hun hjertelyden med det samme og barnet havde det helt fint. Jeg begyndte at græde og tog hende og min kæreste i hænderne, for jeg var jo blevet bange for, at hjertet var holdt helt op med at slå. Oven på den oplevelse, var sceneriet ligesom skiftet, og vi blev enige om, at jordemoderen ligeså godt kunne tage fostervandet med det samme. ’Så føder du lige straks’, sagde hun. Da hun havde prikket hul, fik jeg lyst til at komme op at stå, det var hun med på, så jeg stillede mig, så jeg kunne læne mig ind over sengen og holde om min kæreste, som stod på den anden side. Da den første presseve kom, havde jeg slet ikke lyst til at presse igennem, så jeg pustede lagkagelys ud og kunne allerede mærke, at det begyndte at svie og brænde. Jeg bad jordemoderen om at lægge noget varmt på og guide mig, ’nå er er du allerede der’ sagde hun og forsikrede mig om, at hun nok skulle sige, hvornår jeg skulle presse. I den næste ve bad hun mig give et ’lille skub’ og puste ud – min verjtrækning var blevet ret hektisk. ’Der kom en lille hånd’ kunne jeg høre, hun sagde. Og så mærkede jeg vist ’ring of fire’. Efter et par veer og lidt flere ’små skub’, kom min datter ud med armen først efter bare 10 minutter klokken 6.45. Det var helt fantastisk selv at række ned og tage hende op, men jeg måtte bede en af assistenterne om at hjælpe med at holde hende, for jeg var så bange for at tabe hende. Det var virkelig et fantastisk øjeblik, som jeg i modsætning til min søns fødsel husker helt klart. Så kom jeg op at ligge og min kæreste klippede navlesnoren og moderkagen blev født, og vi var bare i den syvende himmel efter en 29 timer lang fødsel. Trine December 2011
Signes fødsel den 27. august 2011
Fødslen
Fødslen af min datter startede med et hysterisk anfald! Min mand forstod simpelthen ikke vigtigheden af, at han sørgede for, at vores ældste datter fik rugbrød, når nu klokken var 12. Med det resultat, at jeg låste mig ude på badeværelset (med mit hysteriske anfald) og min mands mandlige intuition fortalte ham, at han hellere måtte gå i gang med at få sat fødekaret (som vi selvfølgelig ikke havde fået testet) op.
Det hjalp vores datter på 2 år ham med, hvorefter de gik op Irma og provianterede. På dette tidspunktet var kl. ca. 13, og jeg var efterhånden begyndt at definere rumlen i maven som veer. Kl. 14 ville jeg lægge mig sammen med Vera men måtte hurtigt op af sengen igen, da jeg gerne ville stå op under mine veer. Jeg havde også ved sidste fødsel ondt fortil under mine veer og vil helst rette mig så meget som muligt op. På dette tidspunkt var der ca. 10 min mellem veerne.
Kl. 15. stod storesøster op fra middagslur og blev gjort klar til at komme ud af døren. Samtidig ringede jeg til afdelingsjordmoderen, der ikke lød imponeret over, at jeg på daværende tidspunkt havde haft 10 veer og gerne ville have min jordmoder (jm) ud. Jm ringede tilbage ca. 20 min senere, og jeg gjorde det meget klart, at jeg gerne ville have, at hun kom NU – så jeg var sikker på, at jeg kunne blive klar til at føde i vand. Der havde jeg lige haft en serie veer med 5 min mellemrum. Jm kom efter endnu ca. tre kvarter kl. 16.00.
Under mine veer står jeg op ad en væg og kører hofterne rundt i cirkler og gerne med min mands varme hænder på lænden eller kører mine ben frem og ud til siden. På den væg jeg stod op af hænger min mormors gamle spejl, som går op i en spids, så det blev mig ’bjerg’ jeg skulle klatre op af, mens veerne tog til og hurtigt rutsje nedad, når de forsvandt igen.
Kl. 17.20 begynder veerne for alvor at bide, og jeg kommer op bassinet. Desværre var karret til den lille side for mig, og der var begrænset, hvad jeg kunne lave af yogaøvelser også i betragtning af, at jeg ikke havde lyst til at bøje mig forover, men helst ville ’strække ud’ fortil.
Jm syntes vist, at vi var nogle spøjse typer. Først ligger jeg og prøver at forklarer, at veerne er som voldsomme tømmermænd – altså dem fra studietiden, hvor man lå i voldsom krisestemning og ikke kunne holde noget i sig og tænkte aldrig, aldrig mere…. Og her tænker jeg ikke på selve smerten, men den stemning af, at være fanget i noget, som jeg ikke kan gøre noget ved, men bare må stå igennem på bedst mulige måde. Derefter begyndte jeg, at sms’e til min veninde, som havde drømt, om det var en dreng eller pige vi skulle have (og som har så god statistik i forhold til denne type af drømme, at jeg ikke har villet spørge hende tidligere, da vi gerne ville overraskes mht kønnet til fødslen) og endelig hørte musik, som min svigermor havde givet mig med forklaring om, at det skulle være smertelindrende. Det sidste kunne jeg nu ikke mærke noget til, men det bidrog meget godt til spa-stemningen i det varme vand. Efterlyste også en drink, som jeg aldrig så noget til.
Omkring kl. 18 kan jeg mærke den ’velkendte’ trang til at komme på toilettet og med tanke med de to doula-sessions jeg havde haft, hvor jeg havde fået indskærpet, at det er mig, der har informationerne, gør jeg jm opmærksom på dette. Hun får mig overbevist om, at det ikke er, fordi jeg skal på toilettet, men at baby er ved at komme ned. Det begynder efterhånden at blive svært ikke at presse med, og jeg får besked på, at det må jeg gerne på toppen af veerne. Dog skal hun lige tjekke, om jeg er 10 cm åben – og med skræk for, at dette ikke skulle være tilfældet, skubber jeg bebs lidt tilbage igen, for jeg vil nødig risikere at få hende for langt ned. Men jeg er 10 cm åben og får at vide, at jeg bare kan presse med. Kl. 18.20 har jm noteret, at jeg har tiltagende pressetrang og nykker med på toppen af ve.
Kl. 18.26 går vandet. Jeg har forinden bedt om at få besked, når jeg nåede ’ring of fire’, som min yoga-lærer har fortalt om. Dette kendte min jm ikke. Men det er det, hvor man er spændt allermest ud, og det brænder pænt meget. Og altså også her, hvor der er stor risiko for at briste (hvis jeg ikke husker helt galt). Her valgte jeg selv at presse minimalt og holdte hende på gispe-stadiet her til den næste ve kom. (Men uden at mærke noget til det store rush af endorfiner, men måske var jeg for meget på tænke-stadiet.)
Kl. 18.29 blev vores datter født og får to 10-taller i apgar.
Jeg har på ingen af mine presseveer presset igennem fra start til slut. Jeg presser faktisk så lidt som muligt på mine veer. Dette er ikke noget, som jeg er blevet instrueret i af nogen, men var en ren intuitiv handling og alligevel kom hun ud på 10 min med presseveer og med det resultat, at jeg denne gang ikke bristede med slap med nogle små hudoverskrabninger.
Min jm udtaler bagefter at mage til selvkontrol har hun sjældent oplevet. Havde fuldstændig kontrol over min vejrtrækning, som var gode og dybe. Men ville foretrække, hvis jeg kunne nøjes med at puste ud, da det gjorde mere ondt, når jeg trak vejret ind, så de lange udpustninger kom helt af sig helt. Jeg prøvede virkelig at slå for den ’praktiske’ del af hjernen fra. Men var meget ved bevidsthed hele vejen igennem og brugte så denne ’bevidsthed’ til at koncentrere mig, om min vejrtrækning og bevægelser.
Efter fødslen kom jeg op på vores velafdækkede sofa, hvor jeg lå med lillepigen 1,5 time inden hun måles (51 cm) og vejes (3200 g). Efterhånden er hendes tykke, tykke lag af fosterfedt også ved at være tørret af, så vi rigtig kan se, hvor skøn vores nye lille pige er og konstatere, at hun kunne være storesøsters tvilling.
Kl. 22.00 kører jm, og vi ligger alle tre og hygger os og nyder roen og omgivelserne hjemme.
Og min veninde havde drømt, at det blev en lille pige.
Forberedelse
Mit fødselsforløb havde tidsmæssigt nogenlunde samme forløb som min første fødsel, men jeg havde til forskel fra første gang forberedt mig helt anderledes mentalt.
Jeg havde til begge fødsler gået til gravid-yoga, hvilket jeg vil anbefale til alle. Jeg havde til begge fødsler stor, stor glæde af min vejrtrækning og nogle få øvelser, som kunne hjælpe mig under udvidelsesfasen. Jeg havde det bedst med at stå ret op og enten kører mine ben skiftevis frem og ud til siden, eller kører mine hofter rundt i cirkler.
Desuden havde jeg læst Pia Herns ’Smerte og Fødsel’, som giver en god forklaring på, hvad det egentlig er, der sker i kroppen og giver smerte og ikke mindst også hvordan psyken påvirker smerten, og hvad der kan gøres ved det. Dette havde min yogalærer også haft stor fokus på.
Jeg havde to x to timers fødselsforberedelse med en doula. Hun havde gennemgået fødslens faser, smertehåndtering og mulige fødselsscenarier. Hun havde godt indblik i hjemmefødsler, og hvordan vi skulle forberede os på det rent praktisk og mentalt.
Min mand havde fået indskærpet, at han skulle sørge for alt det praktiske – så jeg kunne slå min organisator-hjerne fra og koncentrere mig om veerne. Og han havde det vist rigtig godt med at have en tildelt rolle og fik sørget for at tømme karret og rydde op, mens jeg lå med vores skønne datter og tronede i sofaen. Så en times tid efter fødslen lignede det en helt normal stue igen, endda med mindre rod end vanligt.
Hjemmefødsel eller ej
Jeg har egentlig været meget op og ned mht. vores beslutning om at føde hjemme. Var det smart at skulle sende vores store datter ud af døren, frem for at lade hende blive hjemme og vi tog afsted? Var der ikke meget arbejde i at gøre klar? Og var det bare en eller anden fiks idé for at lyde lidt mere øko, end jeg egentlig synes jeg er?
Men jeg må sige, at for os var det den helt rigtige beslutning. Med gode venners hjælp, var vores datter i gode hænder. Vi slap for at skulle ud i en taxa med ondsiddende veer og ankomme i sidste øjeblik til sygehuset og ikke mindst at skulle pakke en lille nyfødt bebs ind i alverdens tøj og ned i en autostol et par timer efter fødslen. Og så nød både min mand og jeg, at vi både før og efter fødslen selv kunne skabe rammerne for, hvordan vi gerne ville fejre fødselsdagen.
(For resten proklamerede min veninde, der drømte kønnet, også i starten af januar, at jeg var gravid – og som I kan se på fødselsdagen, så var det så tidligt i graviditeten, at vi dårligt selv havde fået det bekræftet endnu). |
|
Benita Oktober 2011
Hej Mette,
ja nu er det ved at være 6 uger siden jeg fødte - som tiden dog går! Min mand Klaus havde barsel de første 3 uger, hvor vi tog dit råd om ikke at have for mange gæster, så vi fik en rigtig god start med vores lille datter. Hun vokser og vokser - synes allerede hun er blevet stor!
Starter lige med at sige tak for fødselsforberedelsen, det gjorde en kæmpe forskel:
Jeg var jo efterhånden gået noget over tid og var begyndt at blive nervøs for at skulle sættes i gang, da jeg helst ville have at kroppen selv skulle finde ud af det. Var hos Lisbeth Hecksher til zoneterapi tirsdag og blev sendt hjem med besked om mange og lange gåture. Jeg gik og gik! Havde i et par aftner haft plukkeveer, som så gik over, når jeg lagde mig, samt lidt tegnblødning, så vidste, at min krop var ved at være klar og krydsede fingre for at jeg nåede det selv!
Onsdag aften (41+6 og med tid til igangsættelse torsdag morgen) fik jeg igen plukkeveer, men denne gang gik de ikke over. Jeg sagde ikke noget til Klaus i nogle timer, da jeg ville være sikker på at det ikke var falsk alarm igen. Men de blev ved og tog til i styrke. Vi spiste aftensmad, dæmpede lyset i stuen og så gik jeg ellers rundt og rundt mens Klaus sad lige så stille ved computeren. Veerne tog jeg bøjet over køkkenbordet eller spisebordet, og ja, det blev Darth Vader-åndedrættet der var det mest effektive :-)
Efter en del timer på denne måde bed veerne mere til, og jeg gik i brusebad. Fantastisk at få noget varmt vand på, det var især foran smerterne sad, som meget kraftige menstruationssmerter. Bad Klaus om at fylde badekarret, og igen: hurra for fødselsforberedelse, da jeg kom op havde han dæmpet lyset og tændt stearinlys. Jeg sad i badekarret og han sad ved siden af, og det var helt fantastisk at sidde der. Vi talte sammen mellem veerne og det var knapt så slemt at tage dem i det varme vand.
Nu var der efterhånden 3 minutter mellem veerne, og de varede over et minut, så min mand var vist ved at være bange for at han skulle til at lege fødselshjælper alene! Jeg ville gerne være blevet hjemme (i badekarret! :-)) noget længere, men Klaus synes vi skulle afsted. Vi ringede og fik lov at komme uden problemer.
Da jeg kom ind på Herlev begyndte veerne at komme meget hurtigt efter hinanden, og de varede længe. Jeg blev undersøgt lige da jeg kom ind, og var utroligt nok kun 3 cm åben, men jordemoderen sagde at jeg var meget blød. Desuden blødte jeg en del under hver ve plus at de kom hurtigt efter hinanden, så jordemoderen skønnede at det nok ville gå hurtigt. Hun ville øre en CTG og derefter sende mig på fødestue. Hun går lige ud og taler med overjordemoderen, hvorefter hun tydeligvis har fået kontraordre: nu vil de sende mig ud at gå en tur og derefter undersøge mig, og så måtte vi se om jeg var klar til en fødestue... Jeg tror ikke jeg opfattede så meget på det tidspunkt, så sagde bare ja til gåturen. Det gør jeg nok ikke en anden gang!
Det var så gåturen fra helvede. Vi gik 3 kvarter rundt på gangene på Herlev, hvor jeg havde veer hvad der føltes som hvert 10 sekund, og de var lange. Kunne nogenlunde styre dem med vejrtrækning, hold op jeg var glad for at jeg havde Klaus ved min side! Vi kommer tilbage, jeg fortæller at jeg stort set ikke har pauser mellem veerne samt at jeg bløder meget ved hver ve, det går de sgu ikke så højt op i da der i mellemtiden er blevet travlt på fødemodtagelsen og der er kommet en ind der efter sigende er længere end mig, så jeg skal vente på en døgnvagt. Beder om at komme i vand, da det hjalp helt utroligt herhjemme, men der gå liiiige et kvarter inden jeg kan det. jeg kommer derfor ind i et rum i fødemodtagelsen igen, iskoldt og med skarpt lys. Klaus dæmper lyset og finder tæpper til mig, han må beholde jakken på, så koldt er det. Jeg har stadig næsten ingen pauser mellem veerne og de er stadig lange. Klaus hjælper mig ved at massere min lænd, men de er så slemme nu at de er svære at styre med vejrtrækningen. Jeg mister lidt tidsfornemmelsen, men jeg ligger der nok nærmere 3 end 1 kvarter. På et tidspunkt må jeg i noget der minder om barnets stilling fordi det simpelthen går for stærkt. Kunne heldigvis huske en del fra fødselsforberedelsen og Klaus var der til at give mig tryghed og ro, så jeg var ikke utryg på noget tidspunkt. Jeg når til et punkt hvor jeg bare vil have smerten til at forsvinde (jeg tænker seriøst: sæt mig af, jeg vil ikke være med mere!), jeg beder Klaus få fat i en jordemoder da jeg ikke føler at jeg kan mere. Hun kommer og spørger, om jeg vil over på en stue og have lattergas! Det vil jeg sgu ikke, jeg vil i det vand! Hun forlader mig igen og endelig er døgnvagten kommet. Jeg bliver kørt 50 m i kørestol over på en fødestue, da jeg ikke tror jeg kan gå selv. Da jeg kommer over på fødestuen vil de igen køre en CTG, fordi jeg vil i vand og er tæt på 42+0. Jeg modsætter mig fordi jeg simpelthen ikke kan overskue det og kan umuligt ligge på ryggen, men der er ikke noget at gøre "det er jo for mit barns skyld". Årh hold kæft. Nå, men lyset i fødestuen er dæmpet, der er varmt og jeg får en pilatesbold at sidde på der tager lidt af trykket forneden, plus jeg kan læne mig ind over fødelejet. De kører CTG i 15 minutter. Nu er der gået 3 timer siden vi kom ind på fødemodtagelsen og jeg kan endelig komme i vand - tror jeg.
Døgnvagten kommer nu ind på fødestuen og vil lige undersøge mig inden jeg kan komme i vand. Jeg er ikke blevet undersøgt siden jeg kom for tre timer siden. Hun mærker på mig og siger "Hold da op - hold da op, jeg kan godt forstå du siger du har ondt. Du skal ikke i vand - du skal føde!" Jeg er 10 cm åben og har dermed åbnet mig 7 cm på 3 timer. Hun beder mig lige gå på toilettet og mens jeg er derude går vandet. Jeg har en eller to udvidelsesveer mere og så får jeg pressetrang. OG her begynder det så at fungere: Jordemoderen guider mig supergodt igennem presseveerne, jeg må presse med med det samme og hun er virkelig dygtig til at vejlede mig.
Både hun og Klaus roser mig og jeg får vildt meget energi. Jeg får ilt mellem presseveerne og presser hende ud på 40 minutter. Det er så fed en fase, endelig slipper jeg for bare at ligge og tage imod, og kan i stedet gøre noget. Jeg prøver at stille mig på knæ men kan slet ikke slappe af mellem presseveerne, mine ben syrer helt til. Så ender faktisk med at ligge på ryggen, men helt foroverbøjet og godt fat i benene så jeg nærmest sidder op. Jeg får lidt rifter men skal ikke sys, og vores datter har det helt perfekt da hun kommer ud. Moderkagen følger fint med hvad jeg tror er et par minutter efter.
Vi havde på forhånd skrevet en ønskeseddel som Klaus gav jordemoderen i fødemodtagelsen, og den retter de sig efter da jeg endelig kommer på en fødestue! Vi har god lang tid med hende inden hun måles og vejes, hun ligger hos mig i et par timer og begynder at sutte allerede efter nogle minutter. Hun kommer over til Klaus efterfølgende og senere måles og vejes hun. Hun er en fin pige på 3460 g og 53 cm. Vi har det obligatoriske 1½ døgn på barselsgangen inden vi tager hjem. Det var fint for os da amningen fungerede med det samme og vi ikke synes der var de store problemer.
Jeg har efterfølgende talt forløbet igennem med en jordemoder (da vi var til hørescreening med vores datter) som var ret rystet over forløbet og anbefalede mig at skrive et brev til ledelsen. Hun sagde, at de jo heller ikke kunne være tilfredse med sådan et forløb, og at det vidnede om alt for meget travlhed parret med for få ressourcer. Så det tænker jeg at gøre, om ikke andet kan det måske hjælpe til at andre ikke ender i samme situation.
Så tak for fødselsforberedelsen - jeg følte mig godt klædt på og stolede på min krop. Var på intet tidspunkt utryg eller nervøs for vores barn, og havde heldigvis Klaus som troede 100% på at jeg nok skulle klare den.
Ønsker mig dog at komme på fødestue noget før en anden gang - tror stadig at smerterne havde været mere udholdelige hvis jeg havde været i vand, og havde sikkert også slappet mere af, hvis jeg vidste at jeg ikke skulle flyttes på et tidspunkt :-)
Mange hilsner Benita
Maria September 2011
Hej Mette
I august deltog jeg i et fødselsforberedelseskursus hos dig - fire onsdage fra 12.30 - 14.30 - og jeg skriver til dig for at fortælle dig om fødslen af min datter, som fandt sted torsdag 1. september kl. 22.42.
Jeg havde termin 27. august. 31. august begyndte jeg at mærke nogle menstruationsagtige smerter i maven. Ikke særlige smertefulde, men nok til at de fik mig til at tænke over, at der nok var noget under opsejling.
1. september om formiddagen begyndte lidt mere ve-agtige smerter at komme. Det vil sige, det var fortsat til at holde ud, men nu kom de med intervaller imellem. For at sætte lidt mere turbo på processen, valgte jeg at gå en god lang tur på cirka 1,5 timer. Og det satte rigtig godt gang i veerne.
Da min mand kom hjem fra arbejde ved en 16-tiden, gjorde veerne tiltagende ondt. Her brugte jeg nogle at de øvelser, som du viste på kurset, hvilket gjorde det nemmere at overkomme. Jeg prøvede også at leve mig ind i veens start, top og slutning, samtidig med at jeg havde fokus på vejrtrækningen. Det fungerede rigtig godt.
Ved en 20-tiden kom veerne så hyppigt, at min mand vurderede, at vi skulle ringe til Herlev hospital. Jeg selv havde på det tidspunkt hverken overskud eller lyst til at ringe til nogen - jeg ville hellere bare fortsat have fokus på min krop og min vejrtrækning. Min mand ringede dog alligevel og stillede om til mig, da en ve havde passeret. Kort tid inde i samtalen fik jeg endnu en ve, og vi blev anbefalet at komme ind på fødegangen.
Det var bestemt ikke nemt at skulle bevæge sin krop af sted til hospitalet, da jeg havde veer med meget korte intervaller imellem (ca. 2 min.). Men jeg fik møvet mig af sted og kom ind på fødegangen ca.. 20.30. Vi blevet taget imod og kort efter henvist til et føderum. Her kunne jordemoderen konstatere, at jeg var 4 cm åben, og at min datters hoved lå meget lavt og klar. Jeg blev spurgt, om jeg ville have smertestillende, men det takkede jeg nej til. Det føltes efterhånden som om, at veerne var der konstant nu. Og derfor målte jordemoderen igen kort tid efter, hvor åben jeg nu var. Og nu var jeg 5 cm åben. Herefter føltes det som om, der gik meget kort tid, før jeg begyndte at få pressetrang. Det fik mig til at tænke på din mor, som du fortalte på kurset havde sprunget sin livmoder, fordi hun havde presset, før hun var åben 10 cm. Og derfor blev mit fokus nu at gispe, gispe, gispe. Jordemoderen målte mig nu igen og kunne overraskende konstatere, at jeg var åben 10 cm og nu sagtens kunne begynde at presse. Jeg var helt vildt overrasket - og egentlig også ret lettet. Nu var udvidelsesfasen overstået. Og formentlig også overgangsfasen, som jeg dog aldrig nåede at registrere.
Jeg pressede min datter ud, mens jeg lå på siden med det ene ben oppe i luften. Rigtig god og behagelig stilling. Og som sagt var hun ude 22.42. Uden smertestillende medikamenter og uden drama. I dæmpet belysning, med en jordemoder med fuldt overblik og overskud, med welness-musik i en ghettoblaster og med en mand, der bakkede op hele vejen igennem. Jeg kunne ikke have bedt om en bedre fødsel.
Jeg takkede for øvrigt også nej til den sprøjte, de giver efter fødslen for at stoppe blødningen - jeg ville hellere amme og dermed frigive hormonet, der kunne gøre det samme. Også dette var helt rigtigt for mig og min krop, der aldrig blødte fuldstændig uhæmmet, men kontrolleret. Og blødningen tog hurtigt af i styrke.
Nu er der gået en uge siden fødslen, og selvom det i den grad har vendt op og ned på vores tilværelse, er det den bedste og største oplevelse i mit liv.
Tak fordi du også var med til at gøre min fødsel til en fantastisk oplevelse, jeg gerne gør igen. Kurset gav mig dels redskaber, jeg kunne bruge undervejs i fødslen, dels viden jeg ikke ville være foruden og dels et utroligt gå-på mod samt en positiv indstilling til fødslen.
Hilsen Maria Brems Rasmussen Rina Oktober 2010
Kære Mette,
Så kom Louis til verden en del tid før forventet -nemlig d. 29.09 kl. 03.33- og jeg var sat til d. 08.10.10.
Det var en utrolig god fødsel, og Niels var min eneste -men mest fantastiske smertelindring -sammen med et karbad og varmt vand på lænden under veerne. Vi fik ros for vores samarbejde -det bedste, der var set, og jordemoderen mente, at vi var klar til en hjemmefødsel næste gang :)
Selvom du ikke var med, var du det alligevel, da jeg huskede mange af dine gode råd og havde en urokkelig tro på, at jeg sagtens kunne klare smerterne -også selvom der var dobbelveer og langt mellem pauserne (nok pga. at jeg har fået foretaget et keglesnit og arvævet krævede mere arbejde). Alligevel gik det hurtigt: jeg fik de første veer under en konsultation hos min biopat -ca. 12.30 tirsdag- og de tog til hen over eftermiddagen, og fra kl. 19 -efter en god omgang aftensmad og et glas Chardonnay hvidvin- kunne jeg ikke længere sidde ned. Så jeg fistrede rundt til Musicure og lavede stående hofterulninger under hver ve, hvor Niels kom og masserede mig mellem tommel og pegefinger -hjalp utrolig meget -og gav mig dybe kys.
Da jeg kl. 22 begyndte at overveje, om vi kunne tage bussen hen til Riget, fordi jeg ikke kunne holde tanken om at sidde ned i en taxa ud, tænkte vi, at det var tid til at komme afsted, og jeg var da også åbnet fine 4 cm. Jeg fik lov til at stå op og få taget en strimmel (tak for du lærte os at stille krav og finde alternative løsninger sammen med jordemoderen), og lavementet gav også en lettelse efter de kedelige 9 minutter jeg skulle ligge ned. Forundersøgelsen tog vel en time, og derefter kom vi ind på fødestuen -vist den Maaary skal føde på...meget fornemt- hvor lyset var dæmpet og et stort kar var fyldt med vand. Der var jeg vist i 3-4 timer, mens Niels brusede mig på lænden og jeg sad med hovedet hvilende på kanten. Mellem de voldsomste veer faldt jeg i søvn...det var efter de kom mere intenst men nu med reelle pauser. Meget utrolig oplevelse at min krop lod mig falde i søvn, når der var reelle pauser mellem veerne -både i karet og da jeg stod hen over briksen, og jeg vågnede så fint igen, når en ny ve kom. Jeg begyndte at være rigtig træt og måtte have en status ved en 2-tiden, hvor jeg så havde åbnet mig hele 8 cm...så det var stort. Ikke længe efter begyndte jeg at mærke pressetrangen -ja udbrød også meget kort for hoved, da jordemoderen kom ind til os igen (vi var mest bare os 2), at nu skulle jeg skide...ja, som du sagde, er det ikke det mest raffinerede sprog, man er i besiddelse af i den situation :). Jeg kom op af karet, og hen og stå over fødebriksen -sådan fra siden, da det var hævet i en højde, der lige passede med at jeg med overkroppen kunne ligge ind over. Jordemoderen foreslog mig at sidde og føde mellem Niels ben -sådan halvt squatting- men igen kunne jeg slet ikke finde ud af at sidde ned. Så under presseveerne stod jeg og holdt fat i Niels arme og hænder hen over briksen og hold op det gjorde NASSS! Så jeg og Niels har nu lært, hvordan mit mest dybe og gurutale brøl lyder...jordemoderen sagde, at jeg næsten bogstavelig talt brølede ham ud :). Hun var SÅ fantastisk, gik med på alle vores ideer -nok meget guided af vores ønskeliste, som hun havde set fra starten. Jeg stod op, da han kom ud til tonerne af George Michaels Ladies and Gentlemen (den rolige af de 2 CD'er), og fik ham op til mig stående ved siden af sengen -det var et magisk øjeblik, og Niels kom hurtig hen og stod bag mig. Jeg fik klapre-tænder reaktion, men var umådelig klar og lettet over at den sindssyge smerte der var ved at presse ham ud, var ovre. Jeg kom op på briksen, hun lod afnavlingen vente, til den havde pulseret færdig, Niels klippede den over, 8 minutter efter kom moderkagen faktisk af sig selv -hun hev lidt i strengen og jeg pressede minimalt, og jeg fik ikke noget hormon-stik for at få livmoderen til at trække sig sammen -og efter ½ times 3-somhedsro, kom hun tilbage igen, konstaterede at livmoderen havde trukket sig fint sammen, og at jeg blødte minimalt -fik heller ikke en eneste rift/skramme....sååå, jaaaa, hvad kan jeg sige...den mest optimale, fantastiske fødsel, som jeg næsten ikke har turdet drømme om!
Vi er utrolig overvældede og super lykkelige for vores Lille Louis, som han hurtigt er blevet døbt (49 cm og 2980 gram ved fødslen). Dagene flyver af sted, uden vi rigtig får gjort andet end at være sammen alle tre, nyde hinanden, spise og skifte ble. Det er herligt og i dag kommer sundhedsplejersken. Amningen går super fint -mælken løb til efter lidt over 1 døgn, der var fint ro og støtte på barselshotellet, og vi trives nu herhjemme.
Jeg ville gerne fortælle dig dette og sige dig tak for alle dine gode råd, som vi virkelig har brugt til fulde -også som forklaring på, hvorfor jeg ikke kom til yoga i torsdags :)
Mange hjertelige hilsner fra
Rina
-og Niels & Louis |
|
Maria September 2011
Hej Mette
I august deltog jeg i et fødselsforberedelseskursus hos dig - fire onsdage fra 12.30 - 14.30 - og jeg skriver til dig for at fortælle dig om fødslen af min datter, som fandt sted torsdag 1. september kl. 22.42.
Jeg havde termin 27. august. 31. august begyndte jeg at mærke nogle menstruationsagtige smerter i maven. Ikke særlige smertefulde, men nok til at de fik mig til at tænke over, at der nok var noget under opsejling.
1. september om formiddagen begyndte lidt mere ve-agtige smerter at komme. Det vil sige, det var fortsat til at holde ud, men nu kom de med intervaller imellem. For at sætte lidt mere turbo på processen, valgte jeg at gå en god lang tur på cirka 1,5 timer. Og det satte rigtig godt gang i veerne.
Da min mand kom hjem fra arbejde ved en 16-tiden, gjorde veerne tiltagende ondt. Her brugte jeg nogle at de øvelser, som du viste på kurset, hvilket gjorde det nemmere at overkomme. Jeg prøvede også at leve mig ind i veens start, top og slutning, samtidig med at jeg havde fokus på vejrtrækningen. Det fungerede rigtig godt.
Ved en 20-tiden kom veerne så hyppigt, at min mand vurderede, at vi skulle ringe til Herlev hospital. Jeg selv havde på det tidspunkt hverken overskud eller lyst til at ringe til nogen - jeg ville hellere bare fortsat have fokus på min krop og min vejrtrækning. Min mand ringede dog alligevel og stillede om til mig, da en ve havde passeret. Kort tid inde i samtalen fik jeg endnu en ve, og vi blev anbefalet at komme ind på fødegangen.
Det var bestemt ikke nemt at skulle bevæge sin krop af sted til hospitalet, da jeg havde veer med meget korte intervaller imellem (ca. 2 min.). Men jeg fik møvet mig af sted og kom ind på fødegangen ca.. 20.30. Vi blevet taget imod og kort efter henvist til et føderum. Her kunne jordemoderen konstatere, at jeg var 4 cm åben, og at min datters hoved lå meget lavt og klar. Jeg blev spurgt, om jeg ville have smertestillende, men det takkede jeg nej til. Det føltes efterhånden som om, at veerne var der konstant nu. Og derfor målte jordemoderen igen kort tid efter, hvor åben jeg nu var. Og nu var jeg 5 cm åben. Herefter føltes det som om, der gik meget kort tid, før jeg begyndte at få pressetrang. Det fik mig til at tænke på din mor, som du fortalte på kurset havde sprunget sin livmoder, fordi hun havde presset, før hun var åben 10 cm. Og derfor blev mit fokus nu at gispe, gispe, gispe. Jordemoderen målte mig nu igen og kunne overraskende konstatere, at jeg var åben 10 cm og nu sagtens kunne begynde at presse. Jeg var helt vildt overrasket - og egentlig også ret lettet. Nu var udvidelsesfasen overstået. Og formentlig også overgangsfasen, som jeg dog aldrig nåede at registrere.
Jeg pressede min datter ud, mens jeg lå på siden med det ene ben oppe i luften. Rigtig god og behagelig stilling. Og som sagt var hun ude 22.42. Uden smertestillende medikamenter og uden drama. I dæmpet belysning, med en jordemoder med fuldt overblik og overskud, med welness-musik i en ghettoblaster og med en mand, der bakkede op hele vejen igennem. Jeg kunne ikke have bedt om en bedre fødsel.
Jeg takkede for øvrigt også nej til den sprøjte, de giver efter fødslen for at stoppe blødningen - jeg ville hellere amme og dermed frigive hormonet, der kunne gøre det samme. Også dette var helt rigtigt for mig og min krop, der aldrig blødte fuldstændig uhæmmet, men kontrolleret. Og blødningen tog hurtigt af i styrke.
Nu er der gået en uge siden fødslen, og selvom det i den grad har vendt op og ned på vores tilværelse, er det den bedste og største oplevelse i mit liv.
Tak fordi du også var med til at gøre min fødsel til en fantastisk oplevelse, jeg gerne gør igen. Kurset gav mig dels redskaber, jeg kunne bruge undervejs i fødslen, dels viden jeg ikke ville være foruden og dels et utroligt gå-på mod samt en positiv indstilling til fødslen.
Hilsen Maria Brems Rasmussen
Louise November 2010
Kære Mette
Som lovet sender jeg her en lille beretning om min fødsel som fandt sted for 2 uger siden, 3 dage før min termin og samme dag som det super gode fødselsforberedelseskursus som min mand Carl-Ole og jeg deltog i fredag d. 5/11. Jeg har som du nok husker også gået på dit graviditetsyogahold siden august.
Fredag eftermiddag gik vi hjem fra kurset meget motiveret til en naturlig og god fødsel - og det skulle vi snart få Open-mouth smile. Fredag aften efter kurset begyndte plukkeveerne at blive regelmæssige og da vi gik i seng begyndte veerne lige så stille at tage til i styrke. Kl. 04 stod jeg op og tog et langt varmt bad, hvorefter vi ringede efter mormor til at passe vores ældste datter. Vi var på Hvidovre kl. ca. 07, hvor jeg havde åbnet mig 6 cm. Vi afleverede den ønskeliste vi havde lavet efter kurset samme eftermiddag. Jeg kom som ønsket i karbad og Carl-Ole sørgede for dæmpet belysning på fødestuen. Jeg brugte bevidst mange af de stillinger og vejrtrækningen som vi havde lært på kurset og Carl-Ole bidrog med mange smertelindrende tryk og massage undervejs - han var den perfekte fødselshjælper og vores gode samarbejde under fødslen foregik helt uden ord. Da jordemoderen tjekkede en time senere, havde jeg åbnet mig ca. 9 cm. Veerne tog til i styrke og jeg bevægede mig rundt på fødestuen og brugte sengen til at læne mig indover mens Carl-Ole masserede min lænd og trykkede på begge sider af mine baller. Så kom presseveerne og jeg fødte vores lille datter på kun tre presseveer mens jeg lå/sad på siden med benene bøjet op. Vores datter gik straks igang med at sutte og amningen har fungeret super godt siden. Der gik kun 2 timer fra vi ankom til hun var født - så det blev en hurtig og meget tilfredsstillende fødsel, hvor jeg og Carl-Ole selv styrede slagets gang med god hjælp fra en meget kompetent og behagelig jordmoder.
Vi har talt meget om hvor velforberedte yogaen og kurset gjorde os, og det afgørende for mig har uden tvivl været, at jeg hele tiden har forestillet mig en naturlig og god fødsel, hvor jeg selv havde redskaberne til at arbejde med veerne. Carl-Ole følte ligeledes, at han havde fået en lang række konkrete redskaber at bidrage med til smertelindring under fødslen.
Nu nyder vi barslen herhjemme og jeg glæder mig allerede til at starte til efterfødselsyoga hos dig d. 5. januar.
Tak for fantastisk og lærerig input fra både yogaholdet og fødselsforberelse.
På snarligt gensyn,
Mange Hilsner,
Louise Petersen Anne Sofie December 2011
Så blev det endelig min tur til at gå i fødsel.
Jeg var begyndt at blive temmelig utålmodig da datoen nærmede sig 42 uger. Mine private jordemødre må nemlig ikke varetage en hjemmefødsel efter 42. uge. Jeg havde besøgt en anden privat jordemoder Trine Løvenrose i den sidste uge op til datoen for alternativ igangsættelse, og jeg fik da også veer, men de gik alle i sig selv igen, og det virkede som om at vores lille pige bare ville blive inde i maven.
Men så i allersidste time, 12 timer før midnat! gik det heldigvis igang måske fordi jeg blev så modløs og tænkte “så kan det også være lige meget” Vi var hjemme, min mand fyldte karret, jordmoder Dorte kom, veerne var heftige, og når jeg en gang imellem åbnede øjnene i en vepause, var der helt stille, stearinlys og ild i brændeovnen, min kæreste smilede og så smuk ud, og stemningen var nærmest kirkelig tavs og koncentreret.
Det tog ca 11 timer, og jeg pressede i 15 minutter. Hun kom ud kl 23.11 den 23.11.11. Jeg var den eneste der rørte ved hende på vej ud under vandet, og blev noget overrasket over at mærke hår på hovedet af hende. Hun ploppede ud i vandet og min mand tog imod hende da hun svævede op til overfladen.
Det blev til en drømmefødsel! På trods af, at jeg igen denne gang forsikrede mig selv om, at jeg ikke gør det igen! men det er jo hurtig glemt og man ved jo aldrig...
Navlestreng og moderkage faldt af på 3. dagen, meget hurtigere end forventet.
Nu ligger hun og sover, smuk og elskelig, garanteret lige som jeres.
Kh Anne Sofie |
|
A Februar 2011
Veerne startede 6 dage før termin til aftensmaden efter en gåtur på omkring 4km. Jeg havde ellers påstået samme dag, at der nok var mindst en uge til, idet jeg stadig var så frisk. Jeg var i tvivl om, at det var veer, og ikke bare lidt kraftigere plukveer, så min kæreste sagde: "Hvis du er i tvivl, så er det ikke veer, det sagde de på Hvidovre Hospitals infodag."
Omkring midnat var der ca. 10 min imellem veerne og jeg var ikke længere i tvivl, så jeg gik i seng for at hvile så meget som mulig mellem veerne. Vi ringede til Hvidovre, da der var ca. 6 min imellem, og de rådede os til at blive hjemme lidt længere, til der var ca. 4 min imellem. Jeg synes dog, at det var lidt svært at måle, idet der kom en lang hurtig ve efterfulgt af en kort, så skulle det tælles som en eller som to? Vi ventede til jeg synes jeg ville være mere tryg ved at være på hospitalet end derhjemme, hvilket var efter at jeg have kastet op nogle gange. Jeg har en meget sart mave :-).
Kl 6.30 ankom vi på hospitalet ,og vi blev modtaget af en sød jordemoder, der vurderede mig til at være 4cm åben. Efter en klyx tog jeg et varmt bad, som var rigtig dejlig. Jordemoderen spurgte om mine ønsker til smertelindring, og jeg forklarede, at jeg så vidt mulig ikke ønskede noget, men at jeg ville lytte til deres anbefalinger. På fødestuen lagde jeg mig på siden på brixen for at kunne hvile lidt mellem veerne.. Jordemoderen gik til vagtskifte. Efter lidt tid synes jeg veerne var begyndt at gøre mere ondt, så min kæreste ringede efter den nye jordemoder (inkl. en jordemoder i uddannelse) for at høre om jeg kunne komme i badekaret for at lindre smerterne.
Jordemoderen konstaterede, at jeg var 9 cm åben, og at grunden til mine øgede smerter var, at jeg var godt i gang med fødslen. Jeg bad om at kunne blive liggende på siden og hun gav mig nogle korte præcise råd. Jeg fik masser af ros for min vejrtækning, så yogakurserne kom til deres ret :-). Kort efter sagde hun, at barnet havde mørkt hår, så jeg blev overrasket over, at det allerede var rykket så langt frem.. Hun sagde, at det for hver presseve rykkede 2 mm frem og 1mm tilbage, så min matematiske hjerne lavede en lille udregning og indstillede sig på, at det ville tage lidt tid endnu. Hun gav mig en maske med lattergas, som jeg dog ikke kunne mærke nogen effekt af. Det gav mig dog muligheden for at fokusere mere på min vejrtrækning. Kort efter blev lattergas skiftet til ilt. Pludselig sagde hun, at vi ville kunne få barnet ud ved de næste 2 presseveer, hvis jeg gave den fuld skrue. Det blev jeg meget overrasket over idet jeg havde indstillet mig på at det skulle tage meget længere tid, og at det ville komme til at gøre meget mere ondt. Men så lå der pludselig (kl 9.02 efter 2 1/2 time på hospitalet) en skrigende baby på min mave. Verdens dejligste lille væsen.
Faren konstaterede, at det var en pige. Han synes lige som mig, at fødslen har været en rigtig god oplevelse. Han havde været lidt spændt på, om han nu ville synes det var underligt at være med til, men det føltes helt rigtigt. Han var en rigtig god støtte for mig, idet jeg trygt kunne overlade eventuelle beslutninger til ham og så koncentrere mig om veer og vejrtrækning. Han joker med, at det var super nemt for ham, idet han bare blev bedt om at hente saftevand og i øvrigt holde kæft.
Jeg havde to små rifter, som blev syet med hver et sting. Så var min endetarm også blevet mast lidt under fødslen. Og så skulle moderkagen også lige ud. Alt det interesserede mig dog ikke. Jeg lod jordmødrene ordne alt det dernede og koncentrerede mig om mit drømmebarn på min mave. Efterfølgende fik vi tre noget tid alene, og vores datter fik sit første måltid. Inden vi blev flyttet til patienthotellet blev hun undersøgt og målt til 3kg og 0,5m.
Afsluttende vil jeg sige, at vi fik rigtig god service på Hvidovre Hospital og vi mærkede intet til besparelser og stessede jordemødre og sådan noget, som vi havde hørt skrækhistorier om. |
|
Hlin august 2010
Det gik RIGTIG godt og var en dejlig oplevelse. Jeg begyndte at få veer kl.ca 1 om natten. Eller dvs jeg var i tvivl om det var rigtige veer til at starte med, så tidligt om morgenen ringede jeg til hospitalet (Gentofte), og beskrev at veerne var regelmæssige men svage, så jeg var i tvivl om jeg skulle tage dem alvorligt. Jordemoderen jeg talte med da, sagde at når jeg "kravlede i gardinerne og bed i gulvtæppet" så var det tid at ringe igen, en melding der irriterede mig lidt, fordi hvornår er jeg det? og hvordan ved hun hvornår jeg er det? I hvert fald var jeg utilbøjelig til at ville tage på hospitalet, da jeg syntes det gik så fint derhjemme, også da veerne blev regelmæssige og begyndte at tage til op ad dagen. Min kæreste lavede mad, jeg hvilede mig så godt jeg kunne, vi så en film (med en del ve-pauser...) og jeg havde egentlig slet ikke lyst til at nogen skulle blande sig eller forstyrre forløbet. Jeg havde selvfølgelig smerter, men fordi jeg hele tiden vidste at der kom pauser og at det alt sammen tjente et større formål, så kunne jeg trække vejret igennem dem og 'være' med dem uden angst eller modstand.
Under veerne fik jeg gradvist mere og mere behov for fysisk at bevæge mig, kom op på alle fire, eller hang ind over borde og senge og vuggede med hofterne.
Da der var kommet endnu mere bid i dem, gik jeg i bad og lå længe i karret, hvilket var virkelig rart. Min kæreste tog så tid på mig og ved 20-tiden om aftenen ringede jeg til hospitalet igen og beskrev situationen, både den mentale og den fysiske. Det var en god snak hvor jeg følte mig hørt, så vi tog på hospitalet kl.ca 21:20. Da blev jeg modtaget af en sød jordemoder der kørte en strimmel og konstaterede at jeg var jeg 6 cm åben og havde kraftige veer, men at babyens hjerterytme var upåvirket, så det var godt.
Nå ja, jeg var begyndt at kaste op på det her tidspunkt, hvilket faktisk forstyrrede mig mere end veerne egentlig gjorde. Hvis man kan sige det sådan. Jeg tror sagen var at opkastningerne i sig selv ikke rigtig havde noget formål, og kun formåede at forstyrre min vejrtrækning voldsomt, hvilket slet ikke var rart. Jeg oplevede soleklart at min vejrtrækning var livlinen der mentalt og kropsligt gav mig frihed til at være der hvor jeg skulle være. Jeg havde faktisk hellere taget et par veer ekstra og sluppet for opkastningerne, tror jeg, -hvilket vist siger en del..
Den modtagende jordemoder ringede til fødegangen og de gik i gang med at fylde et kar til mig. Imens gik mit vand i forbindelse med en opkastning, så hun checkede igen at alt var ok inden vi gik over til fødestuen.
Det var en rigtig hyggelig fødestue med dæmpet belysning, stille musik og elektriske fyrfadslys (:-)) og ikke mindst et stort dejligt kar med varmt vand jeg kunne kravle op i! Ahhhhh....
Der lå jeg og trak mit vejr og skvulpede rundt mens min kæreste masserede mig og holdt mig i hånden og roste mig en hel masse. Hen mod slutningen af udvidelsesfasen syntes jeg at jeg fortjente en belønning, noget at forkæle mig selv med. Pga opkastningerne havde jeg ikke lyst til saftevand eller lignende, så jordemoderen foreslog at sætte nogle akupunkturnåle i mig, og det var rigtig fint. Det har muligvis mest haft psykologisk effekt, men det var også det jeg havde brug for.
Langsomt begyndte smerterne at rykke længere ned i bækenet og jeg kunne mærke at det hjalp på veerne hvis jeg pressede ganske lidt med, hvilket også var ok. Jordemoderen sagde på et tidspunkt at der ikke var langt igen, og at jeg skulle beslutte om jeg ville føde i vandet eller ville op af karret. Den eneste grund til at jeg var lidt længe om at svare, var at jeg ikke med min bedste vilje kunne se nogen som helst grund til at skulle op, så jeg havde det nærmest som om det var et trickspørgsmål. "Vil du gerne slås hårdt på knæskallerne?" "Øhhhh,,,, - nej??"
I hvert fald blev jeg i vandet og pressede stille og roligt barnet længere og længere ned. Da hovedet begyndte at vise sig og jeg endelig måtte presse igennem, blev jeg nærmest overrasket over hvor hurtigt det gik, og var sådan set klar til at trække den længere ud, men i løbet af et par pres var barnet ude, kl.23:13, og kom straks op på min mave..
Det var FANTASTISK. Omsluttet af min kærestes arme, og med mit lille sunde barn på maven og med visheden om at vi havde klaret det, gik der faktisk nogle øjeblikke før det gik op for nogen at konstatere at barnet altså var en pige :-)
Der lå vi lidt, min kæreste klippede navlestrengen og holdt vores datter mens jeg klaterede op af karret og fødte moderkagen i en seng.
Der var nogle hinder der ikke kom helt med plus at jeg skulle sys en del, så jeg lå i 45 min bagefter mens de tog sig af det. Imens havde vi vores lille datter hos os, som straks suttede godt til og også formåede at skide på os tre gange inden vi satte en ble på hende :-) Dygtigt og fremmeligt barn, allerede da!
Den meget diskrete jordemoder og det lange forløb derhjemme, gjorde at vi virkelig følte det var vores fødsel, som vi gerne ville have den. Barnet og min krop fik lov at styre slagets gang, og det var berusende og magisk at opleve det fungere så godt.
Det lille mirakelbarn hedder i øvrigt Sol. Fulde islandske navn er Sína Sól.
Kærlig euforisk hilsen
Hlín og Sól :-)
|
|
Susan August 2010
Kære Mette
Vores søn Sylvester kom til verden d. 2. august 2010 kl. 9.58. Fødslen gik rigtig godt og lige som vi havde ønsket os.
De første veer startede søndag d. 1. august ved 17-tiden og var fra starten helt regelmæssige, men ikke særligt kraftige. Vi var derfor længe i tvivl om, hvorvidt fødslen var gået i gang eller ej. Veerne forsatte regelmæssigt hele aftenen, og ved 23-24-tiden havde de karakter af rigtige fødselsveer, der krævede koncentration og dybe vejrtrækninger. Mellem veerne var jeg dog fuldstændig tilstedeværende og kunne føre en normal samtale med min kæreste ligesom jeg brugte tiden på at få læst weekendens aviser, mens jeg hørte noget stille afspændingsmusik.
Det skulle dog vise sig at blive en lidt lang nat. Veerne forsatte regelmæssigt, og når jeg lå ned var der ca. 8 minutter i mellem veerne og når jeg gik rundt var der 4-5 minutter mellem. Intensiteten var dog den samme uanset om jeg lå ned eller gik rundt. Vi besluttede derfor, at jeg skulle forsøge at hvile mig lidt, så jeg kunne være frisk, når veerne blev mere kraftfulde og intense. Hele natten gik derfor med skiftesvis at ligge ned og sove og med at stå henover en pilatesbold for at tage imod hver enkelt ve, når den kom rullende. Her var vejtrækningsøvelserne fra fødselsforberedelsen helt uundværlige. Bl.a. forestillede jeg mig rent visuelt, at jeg pustede veerne væk i udåndingerne.
I løbet af natten tog min kæreste tid mellem veerne, sørgede for musik, mad og drikke.
Mandag morgen ved 7-8-tiden blev veerne heldigvis mere kraftige og effektive. Jeg var på det tidspunkt fuldstændig i min egen verden og min vejrtrækning var blevet endnu dybere og udåndingene foregik nu med lyd. Min kæreste besluttede derfor efter samtale med fødegangen, at det var tid til at tage af sted til hospitalet.
Vi ankom på på Hvidovre kl. 9.00 om morgenen og en lille time efter ...... ja så var det hele overstået.
Vi blev modtaget af en rigtig sød jordmoder og min kæreste ordnede det praktiske med overlevering af vandrejournal og gennemgang af, hvordan fødslen var forløbet frem til vores ankomst. Den indvendige undersøgelse viste, at jeg var 7 cm åben og vi blev derfor hurtigt henvist til en fødestue, hvor selve fødslen skulle foregå.
På fødestuen gjorde min kæreste vores medbragte musik klar, så fødslen kunne foregå til stille og rolig afspændingsmusik. Han fik desuden snakket med jordmoderen om de ønsker, vi havde til fødslen.
Jeg blev tilbudt ilt og pilatesbold, men veerne var nu så intense, at jeg kun kunne koncentrere mig om dem og ikke noget andet. Jeg fik derfor ikke prøvet at få ilt, hvilket jeg ellers havde glædet mig til. Vandet gik kort tid efter vi var kommet hen til fødestuen, og umiddelbart derefter begyndte jeg at få presseveer. Jordmoderen tilkaldte hurtigt en sosu-hjælper, der skulle hjælpe med at tage min søns hjertelyd, fordi jeg gerne ville stå op og føde.
Under pressefasen stod min kæreste og jeg på hver sin side af sengen på fødestuen, mens jeg holdt i hans arme under hver presseve. Med støtte fra min kæreste og med jordmoderen siddende bagved på en stol fødte jeg således min søn stående præcis, som jeg havde ønsket mig. Jordmoderen hjalp mig derefter så jeg selv kunne tage i mod min søn mellem mine ben, hvorefter jeg kunne lægge mig op på sengen og give ham bryst.
I modsætning til min første fødsel (som også var en rigtig god fødsel, men hvor jeg lå ned på ryggen og fødte), sprak jeg kun meget lidt denne gang og fik derfor kun nogle få reperationssting.
Min kæreste klippede navnlestrengen, og efter fødslen lod jordmoderen os være lidt alene, så vi kunne nyde vores første møde med vores søn inden han skulle måles og vejes.
Det var en helt igennem en fantastisk fødselsoplevelse.
Vi var hjemme igen samme eftermiddag, hvor Sylvester kunne hilse på sin stolte storebror.
Pernille August 2010 Jeg ville blot fortælle jer hvordan fødslen er forløbet. Lidt senere end forventet, men i ved jo med en lille ny baby er en lang mail, svær at få skrevet (den er derfor skrevet over nogle gange)
Jeg fødte tirsdag d. 15. juni og var på det tidspunkt 42+0. Jeg var blevet undersøgt om fredagen, hvor jeg havde fået at vide at livmoderhalsen var helt væk og jeg var blød og der nok ikke ville gå længe inden fødslen ville gå i gang af sig selv. Hele weekenden gik jeg (utålmodigt) og ventede, jeg havde veer, men ingen regelmæssige eller kraftfulde.
Tirsdag havde jeg en tid på hospitalet kl. 10.30 til hvad jeg troede bare var en undersøgelse og tilbud om evt. igangsættelse. Jeg har jo hele tiden gerne ville have at det gik i gang naturligt og mandag snakkede/bad og ”komanderede” til baby om at komme ud :o)
kl. 04.00 vågende jeg med veer, og kunne ikke sove mere, da de kom hver 10 min, jeg gik i bad og slappede af og håbede på at de ville vare ved til vi skulle ud på hospitalet til den aftalte tid. Det gjorde de og til undersøgelsen var jeg åbnet 3-4 cm og vandet var gået lidt højere oppe og sivede ganske langsomt, hun prikkede så hul foran barnets hoved. Og de sendte en fra fødegangen over for at hente mig og vi kom ind på en modtager stue hvor jeg fik klyks og efterfølgende kunne tage et bad, indtil stuen med badekar blev ledig.
Da vi kom ind på ”vores” stue blev der igen kørt en strimmel og jordmoderen spurgte hvad jeg havde lyst til –et sjovt spørgsmål egentlig, jeg ville jo bare gerne føde ;o) men jeg ville gerne i det store badekar og det fik jeg så lov til. Jordmoderen passede sig selv og min mand og jeg passede mig og veerne. Jordmoderen kom og målte hjertelyd en gang i mellem, men var ellers god til bare at holde sig lidt i baggrunden, men kom med opmundrende ord som ”du klare veerne så flot” en gang i mellem.
Da jeg havde været i karet begyndte jeg at få presseveer, hvilket jeg i først omgang blev lidt nervøs for, da jeg ikke regnet med at der var gået nok tid til at jeg kunne ha åbnet mig de fermøse 10 cm. Men jordmoderen undersøgte mig mens jeg lå der nede og så havde jeg åbnet mig 9 cm!! under næste ve hjalp hun mig med den sidste cm. og herefter bad mig blive i karet så længe jeg kunne og prøve at holde igen med at presse… På et tidpunkt dykkede hjertelyde og hun bad mig komme op og ligge på sengen så de kunne køre en strimmel igen. Det så dog fint ud og hun spurgte om jeg kunne stå op og evt. gå rundt eller bevæge mig når jeg ikke havde veer.
Så jeg kom op af sengen og stod egentlig bare og svingede hofterne mellem veerne, under veerne hang jeg om halsen på min mand. Efter et stykke tid bad jordmoderen mig igen om at komme op i sengen (hjertelyden faldt under veerne), for nu var det blevet tid til at presse. Jeg lå på siden og da hoved var blevet født rullede jeg om på ryggen og jordmoderen hjalp med til at baby kom det sidste stykke ud, da han var holdt op med at rotere og den ene skulder sad fast. Det viste sig også at navlesnoren havde siddet rundt om halsen, alt dette fik jeg først af vide efter jeg havde ham oppe hos mig. Han blev født 17.10.
Efter jeg havde født moderkagen (som var meget stor og godt brugt, som jordmoderen sagde), blev jeg ved med at bløde og pludselig var stuen fyldt at folk (overlæge, overjordmoder, sygeplejesker og flere andre jordmødre), livmoderen trak sig ikke sammen og de snakkede om operation –jeg var fuldstændig ligeglad! Jeg lå med min guldklump på brystet og havde fået den naturlige fødsel jeg ønskede uden smertelindring eller anden medicin, og min søn var stor, rast, træk vejret (og havde ikke haft iltmangel under fødslen) og han ville gerne have bryst :o) mere kan man jo ikke ønske sig!!!
Imens tømte de min blære, som viste sig at være mere end helt fuld (400 ml urin), og så begyndte livmoderen at trække sig sammen –så jeg slap for operation. Jeg var dog bristet 4 steder, da jordmoderen var blevet nød til at hive godt til for at få kroppen ud.
Efter nogle timer blev han så vejet og måle –vi havde godt synes at han var stor, men hvor stor er jo svært at sige – 4510 g og 55 cm!!
Efter alt dramaet og jeg var blevet syet, snakkede vi med vores jordmoder, som fortalte om forløbet fra hendes side; hun roste os meget og sagde bl.a. at hun aldrig havde oplevet et så godt samarbejde mellem et par og at jeg havde været virkelig god til at trække vejret under hele forløbet –hun havde været helt overrasket over hvor lidt hun skulle guide igennem forløbet.
Hun havde ikke observeret grønt fostervand, først da hoved kom kunne hun se at det så lidt grønt ud. Og efter jeg havde født og inden jeg født moderkagen kom der en lille lort ud (fra baby), så grunden til at hjertelyden var dykket under nogle af veerne var at navlesnoren havde været rundt om halsen og på vej forbi skambenet havde den så strammet –heldigvis ikke så meget at det var gået ud over baby.
Vi takkede også hende for den gode hjælp og for at være præcis den støtte som vi havde brug for og havde ladet os klare os selv så lang tid vi kunne og været sød og professionel hele vejen igennem.
Jeg var (er) virkelig glad for min fødsel og synes det hele gik rigtig godt, der var god hjælp fra hospitalets side, da der var noget galt (med mig efterfølgende) og man mærkede ikke på dem at der var mega travlt og de havde fyldte fødestuer den dag.
Nu har vi været hjemme i snart 4 uger og alt går godt –jeg er kommet mig og baby –som skal hedde Basil – spiser og vokser rigtig godt, han er en rolig og helt fantastisk skøn og dejlig dreng. Og vi er alle meget lykkelige :o)
|
|
|
Lone Moeslund Januar 2010
Sådan gik fødslen af mit første barn:
Efter at have haft glæden af 10 gange yoga for gravide hos Mette følte jeg mig klar og forberedt på fødslen af mit første barn. Det gik dog ikke helt efter bogen, men som Mette ofte sagde; " lad vær med at tro I kan planlægge Jeres fødsler, for det går alligevel aldrig helt som I har planlagt". Jeg havde termin d. 10. Dec 2009, udfra nakkefoldsscanningen og 6. Dec efter udregning om sidste menstruation, så da vandet gik kl 01 om natten mellem d. 6. og 7. Dec. var vi klar både min kæreste og jeg. Vandet begyndte at sive kl 01 og kl 04:30 kom der en stor pøl på køkkengulvet, jeg ringede da Hvidovre fødeafd. som gerne ville se mig kl 10. Jeg fik sovet et par timer og min kæreste lavede dejlig morgenmad til os inden vi tog til Hvidovre. Veerne var med 3-4 mins mellemrum, men gjorde ikke mere ondt end de plukveer jeg havde haft 3 ugers tid optil fødslen, så jeg forberedte mig på en laang fødsel og vi tog kun få ting med, for vi var sikre på vi blev sendt hurtigt hjem igen. Men på Hvidovre troede jordmoderen som undersøgte mig, at det var hovedet der stod opad og numsen nedad. Jeg fik CTG på 20 mins tid inden hun undersøgte mig indvendigt og kunne tydeligt mærke fødder og tæer. En fødsels læge forsøgte at vende hende, men uden held, da der ikke var ret meget fostervand. Hun troede dog heller ikke selv på det inden hun begyndte. Da det var fødderne der var nederst og ikke numsen anbefalede de mig kejsersnit. Jeg følte mig i gode hænder og var forberedt på at gøre det, de mente var bedst for vores lille pige. Så var det bare at vente 6 timer fra sidste måltid og at en operations stue blev ledig. Og så kom lille Iben til verden d. 7. Dec kl 16:54. Selv om det ikke blev fødslen jeg havde drømt om og forberedt mig på, har jeg stor ros til personalet på Hvidovre Hospital. Vi fik utrolig god og proffesionel behandling og de var rigtigt gode til at inddrage far i hele projektet også, så min kæreste fik hende i armene så snart han havde checket hende med børnelægen. Jeg fik spinal blokade, så jeg var med i det hele, selv om man føler sig lidt ved siden af sig selv og jeg fik hende i armene så snart vi kom på Opvågningen. Iben er nu 26 dage gammel og fantastisk bedårende! Min kæreste har heldigvis haft fri siden fødslen, så hun har 2 næsten veludhvilede forældre! Jeg glæder mig til at møde nogen af Jer til Mettes yoga hold for nybagte mødre og babyer! |
|
|
|
Tine Schrøder Larsen August 2010
Kære Mette
Den 19. juli fire dage før termin fik vi en lille datter. Jeg vil gerne takke dig for den indsigt, du gav os både til fødselsforberedelse og til yoga. Vores datter blev født uden nogen form for medicinsk smertestillende. I stedet brugte jeg yoga og sang. Denne blanding af bevægelse og lyd hjalp mig utrolig meget, og jeg er sikker på, at det også betød en kortere fødsel. Jeg havde (desværre) en ret lang opstart, men den aktive del af fødslen gik hurtigt (6-7 timer).. Vi var desuden så heldige at få en fantastisk jordemoder. Endelig blev vores datter født i vand, og vi var hjemme igen allerede mindre end tre timer efter fødslen.
Tak for din tro på kvindekroppens fantastiske ressourcer - jeg blev ved med at tænke, at hvis jeg slappede nok af, så ville jeg ikke kunne mærke smerten - og det hjalp - selvom det selvfølgelig ikke var helt smertefrit.
Bedste hilsener
Tine |
Ulla August 2010
FØDSEL
Jeg ringer til dig Onsdag formiddag, fordi jeg er begyndt at bløde lidt og har haft små begynder veer om natten. I løbet af dagen blir jeg efterhånden sikker på at det ER veer jeg har. Vi aftaler at du skal komme hjem til mig, når du lige har fået styr på aftaler og familien.
Kl. 17.00 er du hos mig. Du har det hele med, tørklæde, forsyninger, druesukker osv. oven i købet en fin sort note bog, så vi sammen kan skrive i den undervejs.
Veerne tar til, som timerne går og hele tide er du nærværende og opmærksom på hvordan jeg har det og hvilket stadie jeg er nået til. Du taler til mig og fortæller mig hvor langt jeg er i fødslen. Du får mig til at slappe af og føle mig helt tryg. Vi griner sammen ind imellem det hele. Du spørger mig insisterende om det var en ve, hver gang jeg siger en lyd. Senere fandt jeg ud af at du skrev hver eneste ve ned, med klokkeslæt!! Det er fantastisk at ha det på skrift nu.
Da veerne er begyndt at blive rigtig kraftige, går du i køkkenet og koger et ingefær udtræk, som vi skal ha med på hospitalet til smertelindring.
Ca. kl. 04.00 ringer du efter en taxa og jeg ringer til fødegangen og siger vi er på vej.
Da vi er kommet ind på fødestuen kommer jeg i vand karet og du stiller dine medbragte el fyrfadslys op på karets kanter. Ingefær udtrækket hjælper dejligt på min lænd. Jeg kommer op af vandet igen og nu bliver vores samarbejde virkelig intenst. Du holder mig når jeg har behov for det. Du masserer mig og taler til mig. Og du har stadig overblik nok, til at tage billeder ind imellem eller få jordemoderen til det.
Da det bliver lidt kritisk, og jordemoderen og lægen gerne vil ha at barnet snart kommer ud, kommer du op i sengen til mig og støtter mig og kæmper sammen med mig. Der skal snart ske noget, siger jordemoderen... Overlægen kommer og vurderer, jeg skal hjælpes med en sugekop. Nede fra sengen igen, får du mig til at tro på jeg kan gennemføre fødslen. Du fortæller, du kan se hans hår. At nu kommer han! Og da sugekoppen er sat fast på hans hoved, skal jeg bare presse én gang til, så kommer han ud til os. Nu er klokken 12.14, Torsdag.
Det er vidunderligt at have ham oppe på maven og du hjælper med at få ham til at sutte. Jeg bliver efter en time kørt over på en anden stue, for at blive syet og imens sidder du med min lille søn på maven og lader ham sutte på din lillefinger.
Jeg kommer tilbage til jer og du blir hos mig, indtil min familie kommer. Efter en masse lange varme knus, går du udmattet og bevæget ud af døren. Jeg er så lykkelig og taknemlig for, jeg havde dig med. Du gjorde fødslen af min søn til en smuk og tryg oplevelse. Dét var en helt fantastisk gave at få. Tusind, tusind tak.
Kærlige tanker
Ulla & Karl Alfred |
Mette Myrna Juli 2008
Fødslen af mit tredje barn hjemme i vores lejlighed, med hjælp fra Maia-jordemødrene. Beretningen er skrevet til hovedpersonen .
Sommeren var på sit allerhøjeste og stemningen var nærmest tropisk i parken den søndag, da jeg gik rundt og rundt på de mest skjulte stier, med musik i ørerne og veer i kroppen.
Jeg gik gennem veerne og koncentrerede mig om at slippe og lade den fødsel ske, som jeg længtes så dybfølt efter.
Jeg havde ventet på dig i 9 måneder. Gjort mit bedste for at holde på dig i de sidste 8 uger og derefter for at give slip på dig i de sidste 3 dage, hvor fødslen gik i gang og gik i stå igen og igen. Men nu skulle det være. Alt var klar til dig, din far og jeg havde forberedet os så godt vi overhovedet kunne, på at modtage dig på den bedst mulige måde. Jeg manglede kun at give slip på den sidste psykiske barriere. At turde slippe kontrollen og give mig hen til det som skulle ske.
Vel hjemme igen kom vores søde og indsigtsfulde jordemoder på besøg og vi tog en snak om det som snart skulle ske. Da hun var gået igen faldt jeg udmattet i en velgørende søvn og vågnede afklaret med regelmæssige veer. Klokken var 18 og da din far tog tid på veerne, mens vi forsøgte at spille et spil backgammon, viste det sig at der kun var 2-3 minutter mellem dem. Jeg ringede til jordemoderen og forberedte hende på, at der nok snart blev brug for hende. Kort efter måtte din far ringe igen og sige, at hun nok hellere måtte komme afsted. Jeg måtte op at stå og vugge over bordet med få minutters mellemrum og din far fik travlt med at bestille sushi og fylde fødekar. Vi blev aldrig færdig med spillet.
Da fødekarret var fyldt og jeg lige var steget ned i det, ankom vores to jordemødre. Vandet i karret var blevet for køligt, så jordemødrene og din far blev sat i fuld sving med at tømme vand ud i spande og fylde kogende vand i. Jeg forsøgte at styre slagets gang mellem veerne, men under dem krævede de al min koncentration. Fødslens særegne mønster bemægtigede sig mig og åbenbarede igen, at to vidt forskellige verdner kan eksistere side om side: Veens altopslugende krav om hengivelse og koncentration og pausernes ubesværede væren.
Da temperaturen var som den skulle være, trak jordemødrene sig tilbage og overlod din far og jeg til at skabe den ´boble´ af ro, som var nødvendig for mit arbejde med veerne.
Omsluttet af det varme vand satte jeg al min vilje ind på, med positivt sind, at tage imod de kræfter, som var i gang med at frigøre dig fra min krop. At lade mig flyde med istedet for at stemme imod smerten og at bruge den vejrtrækning, som jeg havde fået øvet så grundigt i min undervisning. Det virkede. Mine redskaber fungerede og jeg messede "kom, kom ud til mig min skat" i stedet for de bandeord som trængte sig på sammen med smerterne. Men det krævede al den koncentration mit væsen rummer. Og når det ikke lykkedes, rev smerten i mig, så jeg måtte råbe og jamre og klamre mig til din far.
Han var der hele tiden. Holdt sig på tilpas afstand når jeg havde brug for det og var klar, når jeg havde brug for hans hænder og for at trykke panden mod hans.
Det meste af tiden befandt jeg mig bedst uforstyrret i min egen verden. Men jeg mærkede hele tiden hans rolige tilstedeværelse og den strøm af energi han kanaliserede til mig. Vi snakkede stadig hyggeligt mellem veerne, men de begyndte at ændre karakter og jeg blev mere og mere utilpas. Jeg forsøgte mig med ilten, som jeg havde glædet mig sådan til, men jeg syntes ikke at det hjalp meget. Jeg fik kvalme og blev svimmel når veerne var på deres højeste og med et kunne jeg ikke holde ud at være i vandet mere. Jeg bad jordemoderen (som ellers sad i et rum ved siden af) om at komme med ind i soveværelset, for jeg havde brug for hendes råd til hvordan jeg bedst kunne trække vejret. Jeg tænkte at jeg måske enten hyperventilerede eller fik for lidt luft, siden jeg blev så dårlig under veerne. Men hun beroligede mig med, at det simpelthen skyldtes at jeg var nået til overgangsfasen. Det var en frygtelig ubehagelig følelse - næsten en slags dødsangst nogle sekunder under hver ve. Jeg mistede næsten modet og følte, at jeg havde nået grænsen for hvad jeg kunne holde ud. Men jeg vidste jo heldigvis, at netop denne følelse karakteriserer den fase. Og i en vepause kunne jeg lave sjov med det og sige de klassiske replikker "Lad os droppe at få det barn - jeg vil ikke alligevel" og vi fik et godt og befriende grin midt i den intense alvor.
Jeg fandt lidt lindring i at læne mig op ad puslebordet og vugge under veerne, mens din far holdt hænderne på min lænd. Veerne blev ved at være frygteligt hårde og jeg følte, at jeg havde svært ved at give slip, indtil jordemoderen pludselig sagde at jeg skulle prøve at fokusere på mit barn og mærke dit hoved på vej ned.
Da skete noget næsten magisk: Jeg mærkede dig pludselig glide nedad og veen skiftede karakter. Din far mærkede det tydeligt gennem min lænd og udbrød "hvad skete der, det føltes som et klik og så strømmede energien pludselig 20 gange stærkere". Jeg mærkede til gengæld en helt ny trang, til at hjælpe til under veerne ved at presse med.
Og nu startede et helt nyt kapitel af fødslen. Jeg gik ned i fødekarret igen og lukkede mig helt inde i min egen verden. Veerne tog en lille pause og da de vendte tilbage opdagede jeg, at det lindrede meget, hvis jeg ganske blidt pressede med dem. Jordemoderen holdt slangen med varmt vand mod min lænd og din far holdt en kold klud mod min nakke og pande. Begge dele var utrolig rart. Jeg mærkede efter og kunne for første gang røre din hovedbund. Nu vidste jeg, at der ikke var langt igen! Men jeg kunne også mærke en blød kant foran dit hoved og din far blev nervøs for, om livmoderen - ligesom ved dine to store søskende - manglede at trække den sidste kant tilbage, så den måtte skubbes væk. Men jordemoderen spurgte mig blot, om noget føltes forkert. Og da jeg kunne sige, at alt føltes helt fint, var hun rolig for at det var det nok også.
Og pludselig svuppede en stor blød boble ud af mig. Det var dine fosterhinder, som stadig var hele og fyldt med vand. Og så var det dit hoveds tur til komme ud! Jeg mærkede dit fine bløde lille hoved i min hånd, mens jeg pustede og blidt pressede dig ud i vandet og verden. Det var en ubeskrivelig fornemmelse, så rolig og lykkelig. Jeg greb din fars hånd og lod også ham mærke dit hoved. Og så var det kroppens tur. Et øjeblik blev jeg nervøs for, om der var plads til dine brede skuldre, men det var der :)
Og så var du pludselig født.
Jeg blev helt overvældet og skyndte mig at trække dig op til mig, mens din far hurtigt kom i badebukserne og hoppede op i karret til os. Du spruttede lidt og så stak du i et ordenligt hyl. Din far og jeg trøstede dig med de ord, som af sig selv strømmede mod dig "lille skat, lille skat". Og så gjorde du noget utroligt; ved lyden af din fars stemme vendte du hovedet mod ham og kiggede ham intenst i øjnene. Vi blev siddende sammen der i karret og nød at du endelig var hos os, indtil navlestrengen holdt op med at pulsere. Så klippede din far den over og kunne endelig holde dig, mens jeg fødte din moderkage. Derefter stod vi op, skyllede os af, og jeg lagde mig ind i sengen, hvor du suttede dygtigt mens din far lavede lækker mad til os. Vi var allesammen helt høje og glade og vi holdt en lille fest der i soveværelset, med champagne og rejemadder. Men til sidst gik jordemødrene hjem og vi 3 kunne lykkeligt falde i søvn sammen, i visheden om at du nu var hos os - vores smukke lille datter. |
 |
